For nogen tid siden fik jeg en henvendelse fra en kommunikationsmedarbejder fra københavns kommunes beskæftigelses- og integrationsforvaltning på rådhuset.
Forvaltningen skulle flytte i nye lokaler i to ejendomme på Lundbecks område i Valby.
Det de gerne ville have optagelser af var området omkring bygningerne, så medarbejderne kunne se geografien i området med hensyn til offentlig transport, biler og cykler.
Således at medarbejderne kunne danne sig et overblik over hvordan området så ud og hvilket transportmiddel de skulle vælge.
De to bygninger stod tomme og man skulle til, at indrette dem, så de kunne blive klar til indflytning.
Mens jeg talte i telefonen med medarbejderen kiggede jeg på Google Maps og gav en positiv tilkendegivelse på, at kunne udføre flyvningen med det forbehold, at lokale forhold kunne have indvirkning på højden og området det kunne foregå i.
Jeg fik en aftale med en medarbejder hos Lundbeck og da jeg alligevel var i Valby i forbindelse med et andet job, kiggede jeg lige forbi.
Medarbejderen var ikke til stede, men jeg blev uden tøven lukket ind på området af de flinke vagter i porten.
De to bygninger ligger i hjørnet op mod Ottiliavej og Gammel Køge Landevej, hvilket afstandsmæssigt kunne blive et problem.
Selve området de ligger på er adskilt fra resten af Lundbeck med et hegn.
Jeg havde målt på kortet, at en fløj af bygningen var 50 meter lang, så fra enden af bygningen kunne jeg godt gå op i fuld flyvehøjde (120 m) og lave mine skud.
Jeg havde på kortet også konstateret, at Valby Nærpoliti lå på den nærliggende Krumtappen indenfor den 150 meter zone, der må flyves lovligt i i forhold til politi, retsvæsen, ambassader med mere.
Jeg skulle have deres godkendelse til flyvningen, så jeg ringede til dem.
Og det gjorde jeg mange gange, inden jeg igen kørte ud til Lundbeck og kunne konstatere, at politistationen var flyttet og en direkte tilladelse fra dem altså ikke var nødvendig.
Jeg havde aftalt med medarbejderen fra Lundbeck, at jeg kunne flyve i weekenden, så ville der stort set ingen medarbejdere være tilstede og jeg kunne flyve i ro og fred.
Jeg måtte dog udskyde flyvningen en uges tid, da der kom en ordentlig portion sne, som ville forstyrre de færdige optagelser.
På dagen for flyvningen lavede jeg dels optagelser hvor jeg filmede fra jorden og hele vejen op til 100 meter, panoreringer i fuld højde og panoreringer i 50 meters højde.
Ydermere (selvom de ikke specifikt havde spurgt om det) lavede jeg optagelser af bygningerne i lav højde hvor jeg fløj over dem i forskellige retninger og nede mellem dem.
Så undgår man, at kunden kommer bagefter og efterlyser mere materiale.