Først på sommeren færdiggjorde jeg denne video og nogle stillbilleder, som jeg har optaget på Bispebjerg Hospital.
Her er man i færd med (de har faktisk været i gang et stykke tid) at bygge et helt nyt hospital.
Ved siden af det nye p-hus ud mod Tuborgvej er der to huller i jorden.
Det er her de nye bygninger skal opføres.
Hullet længst væk fra vejen rummer en ny del af det enorme tunnelsystem, der er under det øvrige hospital og som også skal forbindes med det nye.
Jeg var ude to gange med min nye drone: En DJI Mini 2, som jeg købte som erstatning for min DJI Phantom 4, som jeg har parkeret i hangaren.
Den kan stadig flyve, men for anden gang er der streger i de færdige billeder og video, lidt ligesom zebrastriber man bruger under videooptagelse.
De skal jo kun være der mens man optager og ikke bagefter også.
Og da denne opgave, hvor første optagedag faktisk var booket til dagen efter, at kameraet på Phantomen gik i stykker, pressede på, måtte jeg købe en ny drone.
Den er noget nemmere at have med, og jeg har allerede brugt den til flere opgaver.
Den eneste ulempe ved den i forhold til min Phantom er, at man bliver nødt til, at medbringe en landingsplads, da den er så lille og lav, at man ikke bare kan lande den på en græsplæne eller en grusvej.
Fordelen er dens lille størrelse, 249 gram, så jeg ikke på samme måde skal overholde sikkerhedsafstand til personer på jorden (kun større menneskemængder) og at den er nemmere at flyve i snævre omgivelser, som for eksempel under optagelsen af denne video hvor jeg lettede fra bunden af hullet hvor de var i færd med at hejse tunnelelementerne på plads.