Link til flere corona lockdownbilleder.
Et sted der til daglig er nærmest umuligt, at sende en drone op fra er Rådhuspladsen i København.
Her har man metrostation, busholdepladser, gående og langs siderne på H.C. Andersens Bouldevard og Vester Voldgade: cyklister og bilister.
Så hvis jeg skulle flyve her en hverdagsmorgen skulle jeg enten meget tidligt afsted, før fem og så en tirsdag eller en onsdag, hvor de mange branderter på vej hjem nok ikke er så mange som en fredag, lørdag eller søndag morgen.
Pudsigt nok fløj jeg fra Rådhuspladsen i søndags.
Jeg er så heldig, at jeg bor 150 meter fra metrostationen på Poul Henningsens Plads på Østerbro, så valget af transportmiddel var ret let.
Jeg havde selvfølgelig kigget lidt på kort og hørt en kollega, der havde fløjet herinde forleden, om forholdene.
Han gav samme melding, som var min oplevelse – det er ret stille herinde om morgenen.
Da jeg steg op af metroen, sad der et par, der så ud som om de havde været i byen (hvor man så ellers gør det i disse coronatider?), på en bænk tæt ved metroen, men ellers var der ingen.
Jo, der holdt en enkelt taxa på holdepladsen ved Strøget og nogle få biler kørte forbi på HCAB.
Jeg havde målt pladsen til, at være lidt under 100 meter bred og cirka 165 meter lang.
Jeg gik op og stillede mig nedenfor trappen til rådhuset.
Her kunne jeg overskue det hele og holde min sikkerhedsafstand mere eller mindre i bredden, men i hvert tilfælde i længden.
Der ligger et par ambassader imellem Strøget og Vestergade, hvis sikkerhedszoner rager lidt ind på pladsen, men ikke i en grad, der bekymrede mig.
Det var alligevel med en hvis bæven, at jeg sendte drone til vejrs, men det varede kort!
30 meter maksimumhøjde er nået, stod der på skærmen!
Shit, havde jeg overset et eller andet i forhold til sikkerhedzoner?
Heldigvis kunne jeg fikse det ved, at lande dronen og gå ind i menuen og bekræfte min allerede indstillede maksimumhøjde på 120 meter og flyve igen.
Det var overskyet, men ret lyst og jeg fotograferede pladsen rundt i flere højder.
Generelt skyder jeg mange billeder af de enkelte motiver for så at udvælge de bedste i forhold til vinkel og belysning.
Jeg havde tænkt tanken, men blev alligevel lidt overrasket, da to gutter med en Mavic dukkede op.
De spurgte om det var ok, at de fløj?
Selvfølgelig, jeg kan jo ikke nægte dem, at flyve bare vi kigger efter hinanden, så går det jo.
“Hvad laver I – har I en tilladelse til det der?”, lød det pludselig bag os.
En rådhusbetjent var mødt ind på arbejde og synes, at han skulle påtale, at vi fløj.
Jeg måtte forklare ham pænt, at så længe vi havde dronebevis og notificeret politiet, var alt i orden.
“Men skal I ikke spærre af?”, spurgte han så.
Nej, vi skal ikke spærre af og hvis det var nødvendigt havde vi ikke fløjet her.
Han gik heldigvis igen og kom ikke tilbage med kollegaer og skulle spille op.
Lidt senere kom solen til syne mellem skyerne og det varme bløde lys gav nogle helt anderledes billeder end de blålige morgenbilleder jeg havde skudt indtil nu.
Alt i alt var det en god flyvning på rådhuspladsen.
Tænker på hvornår jeg får chancen igen?