I torsdag var jeg på mit andet besøg på Boulevarden i Lyngby.
Her har ejerforeningen Rustenborg til huse i en ejendom på fire etager, der ligger i en vinkel med Mølleåen i baghaven.
De rådgivende ingeniører Bang & Beenfeldt er i gang med at renovere facaderne i ejendommen og det vil de gerne have dokumenteret i stillbilleder og video fra drone.
Sidst jeg var heroppe, https://jenspanduro.dk/facaderenoveringen-droneoptagelser-for-bang-beenfeldt/, var i februar.
Her var projektet lige begyndt og facaden var overvejende den oprindelige.
Nu her syv måneder senere var facaden overvejende den nye og lysere.
Vejret var godt med overvejende sol og spredte skyer.
Der var dog en til tider kraftig vind.
Heldigvis kom den bagfra når jeg fløj, det vil sige: ind mod bygningen, så der kom ikke de kastevinde der ofte kommer når vinden kommer over en bygning og ind mod dronen når man flyver.
Det har jeg tidligere haft problemer med under en visualisering i Vallensbæk: https://jenspanduro.dk/butikstorvet-dronebilleder-til-sg-nordic/
Min kontaktperson hos rådgiverne skulle lige kigge på nogle detaljer ved byggeriet inden han kunne være med omkring min flyvning.
Her skulle han dels komme med ønsker til motiver og dels være min assistent og holde øje med uvedkommende personer i sikkerhedszonen.
Ejendommen har en gårdhave hvor der er byggeplads med omkring de 15 meter i bredden og på ydersiden af den en parkeringsplads hvor der kan holde biler op mod en hæk.
Det giver omkring 20 meter og da jeg ikke flyver nærmere end fem meter fra facaden kan jeg gå op i 15 meter, forudsat at der ikke er personer der stiger ind og ud af deres biler.
Så det første stykke tid fløj jeg tæt og filmede og fotograferede håndværkerne på de to arbejdsplatforme og fløj lidt på langs af ejendommen.
Heldigvis ligger ejendommen på en blind vej, hvor den ene del af bygningen ligger for enden.
På den modsatte side ligger to mindre beboelsesejendomme.
Så der er ikke meget trafik til og fra og de få personer jeg talte med under flyvningen var nysgerrige og spørgende og havde ikke nogle problemer med at jeg fløj.
Sidste gang var jeg også på den anden side af ejendommen og tjekke forholdene ud.
Dengang var byggepladsen ikke så udbygget som nu, så dengang opgav jeg at flyve.
Men nu hvor byggepladsen ligger langs hele facaden og eneste adgang til området er indkørslen til en lidt større parkeringsplads end på den modsatte side kan man nemmere overskue sikkerhedszonen når man er to man.
Så her fik jeg også fløjet og filmet og fotograferet.
Rådgiveren ville gerne have et billede af hele ejendommen og her måtte jeg fra det nordøstlige hjørne gå over trækronerne og udover Mølleåen for at få det hele med.
Her var der rigeligt med afstand til både Jernbanegade og villahaverne på den anden side af åen.
Alt i alt en rigtig god flyvning.