Jeg har lige været en uge i det mærkeligste land jeg har besøgt indtil videre.

Som en del af en gruppe DJ- og PF fotografer har jeg deltaget i en workshop med VII fotografen Christopher Morris i Havana.

Jeg havde ret travlt i ugen op til afrejsen og havde derfor ikke researchet ret grundigt på landet inden jeg tog afsted.

Vidste stort set kun, at hovedstaden hedder Havana, at de laver rom og cigarer og at vi som turister skulle betale med CUC – Cuban Convertible Pesos og at vi skulle tage euro med til, at veksle med.

Men, at mange cubanere offentligt (overfor os i hvert tilfælde) ville sige, at de ikke kan lide styret kom som en overraskelse.

Der udover kan det undre en, at der er nogle, der har råd til biler, mobiltelefoner og flashy tøj, når cubanerne får alt mellem 10 og 25 dollar af styret om måneden og at meget af maden er rationeret, så de for eksempel kun får 10 æg, lidt olie, ris og et halvt kilo kylling om måneden.

Jeg har talt med flere, der har været der ovre før mig og jeg var blevet advaret om, at det var et dyrt land, at opholde sig i.

CUCen har næsten samme værdi som en euro hvor imod den almindelige peso, som cubanerne bruger ligger omkring de 25 øre.

Således kan en turist komme til, at betale 2,50 CUC for en øl – hvad den almindelige cubaner betaler ved jeg ikke, men det er nok det samme beløb bare i pesos, så det vil sige 63 øre!

Nå, men hvor om alting er, er det også et spændende land, at rejse i.

De store majestætiske huse i Havana, hvor de fleste godt kunne trænge til en kærlig hånd, især i old Havana, de mange amerikanske biler, der alle er fra før 1958 og næsten uden undtagelse kører med anden motor end den oprindelige V8er.

De mange gamle biler og busser i øvrigt gør, at man konstant går som i en tåge når man bevæger sig rundt i gaderne.

Partikelfiltre og katalysatorer er vist ikke noget de kender på disse kanter.

Den første dag var vi nogle stykker, der tog en taxa fra hotellet og ind til byen – en tur på cirka fem kilometer langs Malecón, byens strandpromenade (der er faktisk ikke en strand inde i Havana!?) og ind til centrum.

Herfra gik vi efter en frokost på et pænere sted på opdagelse i byens smalle gader.

Det var søndag og de fleste cubanere sad og stod nedenfor deres huse.

Som mange andre steder man skal fotografere, skal man lige i gang og finde ud af hvordan man begår sig over for de lokale.

Rigtigt mange cubanere vil gerne posere og stille sig an, så det gælder om, at tage billeder når de ikke ser det.

De er venlige, så det er ikke noget problem, at gøre det på denne måde.

Nogle vil også have penge for, at blive fotograferet, men så kan man jo bare gå videre til den næste – der er trods alt omkring 2 millioner indbyggere i hovedstaden.

Der er meget lidt kriminalitet i landet, men hvorfor ved jeg ikke præcist.

Mange sagde, at det var fordi de alle var i samme båd, hvad angik penge (dog havde nogle tilsyneladende mere end andre) og, at de holdt sig fra turister, for det er os der giver dem penge i lommen.

Da vi nåede tilbage til hotellet havde vi gået 18 kilometer.

Når man er sammen med kollegaer på sådan en workshop er det spændende at se hvad andre billedmæssigt får ud af, at bevæge sig rundt de samme steder.

Vi fik lejlighed til, at se hinandens billeder når der var fælles gennemgang sammen med Chris et par gange i løbet af ugen.

Vi mødtes også med ham på tomandshånd for, at få lidt sparring til hvad vi hver især gik og arbejdede med.

Man bliver meget hurtigt visuelt mæt af at gå rundt i Havana så sammen med et par andre af deltagerne lejede jeg en bil for, at være mere mobil og komme lidt væk fra Havana.

Det var en kinesisk Geely, der på ydersiden så nogenlunde pæn ud, men indvendig var den noget slidt trods sine kun 58000 km på tælleren.

Undervognen sang, som bremserne, på sidste vers, så det var spændende, at navigere rundt på Havanas og østcubas veje.

Som meget andet på øen er også vejene noget slidte.

Godt nok har de to-tresporede motorveje, men de er mange steder støbt i beton og med store huller.

Det er ikke uanmindeligt, at man kører i yderbanen og overhaler indenom.

Det handler simpelhen om, at det inderste spor er det med flest huller.

Færdslen på motorvejene er også et kapitel for sig.

Her er der både fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler, lastbiler og en enkelt gang imellem løse køer eller heste.

Vi var to gange i byen Vinales, der ligger små 200 kilometer øst for Havana og er hjemsted for en stor del af landets tobaksplantager.

Køreturene i dagslys der ud var ikke så problematiske, men det var hjemturene, der for halvdelens vedkommende foregik i mørke der imod.

Det skal siges, at der er meget mørkt langs motorvejene, da der ikke ligger bebyggelse langs disse.

Lygtepæle er der få af og trafikanter uden lys er der masser af.

Så det gælder om, som tidligere nævnt, at holde sig i yderbanen, tilpasse farten og så holde øje med uoplyste fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler og løse dyr.

Vi var meget tæt på, at køre ind i en bil, der holdt på tværs i det yderste spor.

Chaufføren havde tilsyneladende tænkt sig, at krydse rabatten for, at komme over på en sidevej på den modsatte side!

Det var med nød og næppe, at de hvinende bremser fik os til, at stoppe med kun 3-4 meter til siden af bilen.

Føreren stak hovedet ud af døren og lignede mest af alt en, der undrede sig over hvorfor vi dog holdt der og så trillede han stille og roligt over modsatgående spor, mens vi andre lige skulle have pulsen lidt ned, inden vi fortsatte.

Lidt senere så vi en bil, der havde påkørt en ko og aftenen før var en bil rullet rundt på taget.

Så den lidt lave motorvejshastighed på 100 km/t kommer man sjældent op på når solen er gået ned.

Vinales er et utroligt flot område, der er meget frodigt og med bugtende bakker og dale og små bjerge mod nord.

Der er en del turister i byen, som syner mere velholdt end Havana med de samme klare lyseblå og -røde facader på husene.

Her er det ikke uanmindeligt, at se en rytter med cowboyhat til hest i hovedgaden.

For, at komme lidt længere ud i området end man kan med bil, blev vi selv ryttere til hest for nogle timer og kunne betragte sukkerrør, tobaks- og kaffeplantager højt fra hest.

Alt i alt er mit indtryk af Cuba ret godt omend, som nævnt i indledningen, det er et meget mærkeligt land at rejse i.

Jeg bliver simpelthen nødt til, at lære noget spansk, læse op på landet, tale med andre, der har rejst her og så engang vende tilbage til varmen igen.