Onsdag i sidste uge var der rejsegilde på det nye hospital som regionen er ved at få opført på Bispebjerg.
Her skulle der holdes taler, støbes beton og gæsterne skulle beværtes med de traditionelle røde pølser, som i dagens anledning var ristede:)
Jeg skulle lave en video af begivenheden og også skyde lidt stillbilleder.
En øvelse, der efter min mening er rigtig svær, men jeg fik også at vide, at jeg først og fremmest skulle lave video og så var stillbillederne det sekundære.
Der var stillet an med en scene på en af dækkene i den halvfærdige bygning hvorfra der skulle tales.
Der var stillet lamper op, da det ellers er en anelse dunkelt inde i bygningen, til trods for at den ikke har vægge.
Det gav et ret fint lys at arbejde med, både med stills og video.
Der blev holdt nogle forskellige taler fra scenen, som stod i det ene hjørne af etagedækket.
Jeg havde sat min XT-4 med en 16 mm på, op foran scenen, så den skød ligepå.
Der var et lydanlæg, så jeg satte min Røde Wireless Go på toppen af kameraet.
Jeg havde glemt, at man ikke bare kan skubbe den ind i hotshoen på toppen, da den så vil pege ind mod mig, så jeg måtte lige bruge noget gaffa, som jeg heldigvis havde taget med, til at montere den i den rigtige retning.
Jeg har en arm, som går i hotshoen hvor jeg kan montere det retvendt, men den havde jeg glemt, at tage med.
Da talerne var overstået gik en del af forsamlingen op på øverste dæk hvor regionrådsformanden skulle, troede vi, skrive sit navn i cement, men han skulle sammen med en håndværker støbe en lille firkant med cement, som så bliver en del af det færdige byggeri.
Her stillede jeg desværre min XT-4 på siden, så den skød i en 45 graders vinkel på motivet.
Det gjorde jeg for ikke at skygge på tilskuerne, men det gave et dårligere billede, som så godt nok blev suppleret med dækbilleder og billeder fra andre vinkler.
Note til mig selv: få fat i en stabilizer til X100V så jeg får knapt så “autentiske” skud fremover.
Jeg sluttede af nede ved pølsevognene hvor de tilstedeværende halvanden hundrede personer fik sig lidt at spise og drikke.