Portrætter


Plant Power Food: Mad- og reportagebilleder for Media Movers og Jyllands Posten


Tirsdag i sidste var jeg på restaurationsbesøg.

Det var hos Neel Engholm i hendes restaurant Plant Power Food på Fælledvej på Nørrebro.

Som navnet måske antyder, er der ikke skyggen af animalske produkter i den mad hun serverer.

Opgaven kan synes op ad bakke for en kødspiser som undertegnede: veganerjulemad!

Men det skulle vise sig, at mine fordomme om kedelig veganermad blev gjort til skamme.

Mere om det senere.

Neel har været veganer siden hun var 19 og driver udover restauranten et cateringfirma.

Artiklen fokuserede på det dilemma, der kan være omkring jul – hvordan laver man mad til de familiemedlemmer, der ikke spiser kød?

Neel havde et godt bud.

Mens vi snakkede om det at være veganer, maden og hvad det præcis indebærer (udover ikke at røre animalske produkter) fremtryllede hun en komplet julemenu.

På tallerkenen var en “leverpostejmad” (undskyld, men bliver nødt til, at lave en reference til mad med kød) det vil sige nøddepaté, toppet med dehydrerede portobellosvampe, champignons og dertil mos af kartofler og søde kartofler.

Ved siden af var der rødkål og misosauce.

Som snack var der dehydreret lilla grønkål og til dessert en lækker chokoladekage (som I ikke gætter hvad var lavet af)

Jeg havde taget min Profoto lampe med for, at være sikker på, at have noget godt lys til madbillederne.

Reportagebillederne blevet klaret i det forhåndenværende lys.

Da jeg havde fået taget madbillederne og smagt på den dejlige mad (og jeg lyver ikke) og en skøn kage, som var lavet af søde kartofler!, var det tid til nogle portrætbilleder.

Jeg fik Neel til, at sidde ved et bord i restauranten og stå ved vinduet.

Alt i alt brugte vi en god times tid på opgaven, som kan synes lang, men vi snakkede så godt sammen og som den nysgerrige person jeg er stillede jeg en masse spørgsmål:)

Godt mæt forsvandt jeg ud i decembermørket på vej til næste opgave.

Continue Reading

Facility Manageren: Portrætfotos taget til bladet Erhverv Danmark for MediaMovers.


En dag i november satte jeg mig ind i min bil og kørte en ganske kort tur.
Nærmere bestemt 1,5 kilometer fra El Fabrico til World Trade Center på Borupvang.
Her skulle jeg tage portrætter af Svend Bie fra Dansk Facility Management.
Jeg fandt ud af at jeg havde været på adressen en gang tidligere, da Siemens havde kontor der, så jeg fandt ret hurtigt nogle gode inden- og udendørs locations i det lidt specielle betonbyggeri.
Jeg begyndte med at stille min flashlampe op inde i forhallen ved den lysinstallation, der var længst væk fra dørene.
Her var der mulighed for både at arbejde med lyset i installationen og lyset fra lampen.
Svend var ret nem at fotografere og gav sig god tid til det.
Vi gik også ud på balkonen bag caféområdet hvor han tog opstilling et stykke væk og jeg skød med en lang brændvidde.
Vi sluttede af ude ved hovedindgangen hvor der også var gode muligheder for at lave nogle interessante billeder.

Continue Reading

Formændene: Portrætfotografering for Freelancegruppen


Som medlem af Dansk Journalistforbund er jeg også medlem af to specialgrupper.

Den ene er Pressefotografforbundet, der som navnet antyder, er for fotografer.

Den anden er Freelancegruppen, der er for freelancere indenfor journalistik, tv, fotografi, grafik osv.

Freelancegruppen blev stiftet for 40 år siden i år .

I den forbindelse blev jeg bedt om, at tage en række portrætter af tidligere og nuværende formænd og bestyrelsesmedlemmer af denne gruppe.

Det skulle have et magasinagtigt præg, så jeg lagde lys med min Profoto flashlampe, som enten blev skudt direkte på de portrætterede eller bouncet i vægge eller lofter.

Der blev skudt nær, halvnær og totalt, så der var et godt udvalg af billeder af hver person.

Det blev til fotografering af Benno Arnt i og ved hans hjem på en varm sensommerdag i Hørsholm.

En fotografering af Peter Riis i både sydhavnen og i Dragør.

Peter er ikke aktiv journalist mere, men sejler på et vindmølleskib i Østersøen og synes at det var godt med noget vand på billederne, så vi tog til Dragør Havn efter fotografering i hans kolonihavehus.

Lis Backe blev fotograferet i og ved sit hjem i Værløse.

I Emdrup fotograferede jeg Jan Winsløw i hans lejlighed og udenfor på fællesarealerne.

Vores næstsidste formand Iben Danielsen bor i noget af det nybyggede på Amerika Plads på Østerbro.

Det regnede, så udendørsbillederne klarede vi med bouncet flash op i taget, der er over indgangspartiet til ejendommen.

Vores nuværende formand Sus Falch bor i Haraldsgadekvarteret ligeledes på Østerbro.

Da jeg havde taget billeder af dem alle både ude og inde, insisterede jeg, trods styrtregnen, på også at fotografere hende udenfor.

Fluks havde Sus fundet haveparasollen frem, som jeg så satte op i forhaven og kunne have mig selv og min flashlampe under.

 

Continue Reading

Frimenighedspræsten: Portrætter for Grønbech og HKI.


Jeg fik en opgave af kommunikationsbureauet Grønbech.

Til en pressemeddelelse for deres kunde HKI, Hans Knudsen Instituttet, skulle jeg tage nogle billeder af præsten Claus Grønbæk fra Københavnerkirken.

Københavnerkirken er en frimenighed, der bruger Bethesda på Israels Plads til deres arrangementer.

Grunden til at jeg skulle fotografere Claus var, at han for et års tid siden havde fået hjernerystelse under arbejde med istandsættelse derhjemme.

HKI arbejder med at støtte mennesker og deres tilbagevenden og forbliven på arbejdsmarkedet uanset hvilke problemer de måtte have – herunder også en som Claus, der led kraftigt under sin hjernerystelse og kun for få måneder siden var tilbage i kirken.

En søndag hvor der skulle være gudstjeneste havde jeg aftalt med Claus, at komme forbi.

Så kunne jeg skyde nogle portrætter inden og under gudstjenesten.

Vi lavede nogle opstillede portrætter udenfor kirken og mens Claus gik rundt og talte med de mange mennesker forud for selve gudstjenesten.

Desværre skulle Claus først på scenen og sige noget til sidst i den halvanden time lange gudstjeneste, så det måtte jeg droppe.

Så da de havde været i gang i et kvarters tid med band på scenen og det hele gik jeg igen.

Det blev til en del gode opstillede portrætter og nogle reportagelignende portrætter.

Continue Reading

Tv-lægen: Portrætbilleder taget til MediaMovers og Jyllands Posten


En solrig lørdag for en måneds tid siden var jeg sammen med en journalist kørt til Bastrup Sø ved Lynge i Nordsjælland.

Her skulle vi mødes med Peter Qvortrup Geisling, som nok i de flestes øjne er kendt som tv-lægen og nu korrespondent, som det så fint hedder på DR, indenfor sundhed.

Hvad mange ikke ved er, at han har en stor passion for, at færdes i naturen og i særdeleshed at fiske, hvilket han gør når han har tid ved netop Bastrup Sø.

Vejret var godt og lunt med sol igennem de lette skyer.

Så det var helt perfekt til fotos.

Jeg havde taget en lampe med, så jeg kunne gøre det lidt lækkert og fra erfaring med en bryllupsfotografering lige netop her vidste jeg nogenlunde hvor langt vi skulle gå, så jeg ville godt tage lampe og batteri med.

Vi sonderede terrænet og ved selvsamme bådebro hvor jeg tog bryllupsportrætter i sin tid, satte Peter og journalisten sig og begyndte interviewet, mens jeg satte min lampe op og målte lys.

Jeg har ikke fisket siden jeg var ung og  jeg sammen med en kammerat sejlede ud i jolle syd for Århus og fangede torsk og fladfisk, men den her dag med Peter gjorde at man helt fik lyst til det igen.

På ingen tid havde han fanget tre-fire skaller ved hjælp af de medbragte dåsemajs, som jeg erindrer man også brugte i min barn- og ungdom udover sildefileterne.

Da de to have talt færdig lavede jeg nogle portrætter og lidt reportage (hvis man kan billeder af en stillesiddende mand, der kaster snøren ud) på broen og lidt portrætter inde på land.

Oppe ved bilen, der var pakket med fiskegrej, lavede jeg også et par portrætter mens Peter pakkede sammen.

Continue Reading

De studerende: Portrætbilleder for Dansk Journalistforbund.


Fredag i forrige uge havde jeg fået til opgave, at portrættere tre studerende til Dansk Journalistforbund.

Det drejede sig om to studerende på DMJX i Emdrup, henholdsvis en grafiker og en tv-tilrettelægger samt en retorikstuderende på KUA.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at tage billederne af dem på deres respektive uddannelsessteder, men tiden og logistikken betød, at det kom til, at foregå på deres hjemadresser og på KUA.

Den første boede i Badstuestræde i indre by, hvilket betyder minus parkering.

Da jeg ville bruge en Profotolampe til portrætterne betød det, at jeg måtte parkere i Slotsholmsgade og gå til stedet.

Det er heller ikke den store vej, så det gik fint.

Vi tog billederne nede i hendes baggård, hvor vi to gange blev forstyrret af biler, der skulle parkere, men ellers gik det fint.

De to andre jeg skulle fotografere var begge på Amager, så der kunne jeg parkere lige ved.

Den ene på Amagerbrogade, hvor jeg tog billederne i hendes lejlighed og den retorikstuderende ude foran bygningen på Njalsgade.

Continue Reading

Fællesskaberne: Gruppebilleder taget for Dansk Journalistforbund


Rigtigt mange af mine freelancekollegaer, fotografer som journalister, sidder i et kontorfællesskab.

Det gør jeg også – i Ballerup.

Journalistforbundet ville gerne have mig til, at besøge tre kontorfællesskaber i København, som medvirkede i en artikel om det særlige ved at sidde i et kontorfællesskab, som lige netop deres.

Det første sted jeg besøgte var Skriveværkstedet i Brolæggerstræde.

Her sidder 10 freelancere, som på hvert deres måde arbejder med bøger og udgivelse af disse.

Den dag jeg kom var der kun halvdelen af dem tilstede, men vi fik en sjette med, via et billede på en computerskærm.

Det næste fællesskab jeg besøgte, umiddelbart efter, ligger på Kong Georgsvej på Frederiksberg og hedder Tegnerkontoret.

Det ligger øverst i en af de mange villaer på vejen.

I lokalet med de skrå vægge var der fem af kontorfællerne til stede da jeg skulle fotografere til dem.

Ugen efter besøgte jeg det toetagers kontorfællesskab, Sibirien, på Gammel Mønt i indre by, hvor vi tog billedet oppe på taget af ejendommen.

Continue Reading

Tillidskvinden: Portrætter taget for Dansk Journalistforbund


En dag i sidste uge var jeg forbi Blegdamsvej på Nørrebro og fotografere tillidskvinde Pernille Mac Dalland fra Politiken.

Billederne skulle bruges til en artikel fra Dansk Journalistforbund om seniorpolitik.

En sådan opgave er ret almindelig når man arbejder i den redaktionelle verden.

Tag portrætter af en person, der har sagt, gjort, udrettet noget eller noget helt fjerde.

I det her tilfælde en person, der i kraft af sin rolle som tillidskvinde på en avis, har udtalt sig om seniorpolitik.

Hvordan illustrerer man så det?

Det gør man ikke – for det er ret svært for ikke, at sige umuligt.

Så det endte med en række portrætter af Pernille i og ved hendes lejlighed.

 

Continue Reading

VVSeren: Redaktionelle billeder for AO Johansen og Datagraf


Tilbage før det blev sommer var jeg sammen med en journalist i Helsingør for at lave en artikel til AO Johansens kundemagasin Worker.

Vi skulle besøge Lars Knudsen hos Helsingør VVS.

Lars har et stort showroom i den bagerste af de to bygninger på grunden.

Her har han alt i energibesparende produkter indenfor køkken, bad og varme.

Mens han blev interviewet af journalisten tog jeg nogle billeder og efterfølgende et par portrætter forskellige steder i showroomet.

AO Johansen: ao.dk

 

Continue Reading

Medarbejderportrætterne: Fotoopgave udført for Veeam og Discus Communications


En fredag for en måneds tid siden var jeg i SOHO for, at lave medarbejderportrætter for it-virksomheden Veeam.

De var samlet til workshop og havde godt 15 medarbejdere de ønskede billeder af.

Jeg havde via en medarbejder hos Discus fået kontakt til virksomheden, som fremsendte et link til en side med lignende portrætter.

Det er altid en øvelse, at få portrætter til, at ligne nogle der er taget af en anden fotograf.

Men her var det ikke så svært: alle portætter var i pasfotoformat og nogle var taget med mobil, ansigterne orienteret til højre eller venstre og så var nogle taget af en prof.

Dem lænede jeg mig opad og kunne konstatere, at med en hvid væg som baggrund og en lampe bouncet op i loftet kunne det lade sig gøre at få nogle vellignende billeder.

Billederne skulle tages oppe i mødelokalet Oasen i det ret specielle kontorhotel SOHO i Kødbyen.

Her var der på tre af væggene hængt stof op i baner, men på væggen hvor projektoren og lærredet var, var væggen hvid.

Så lærredet blev rullet op og jeg var klar til skud.

Det gik rimeligt glat bortset fra, at der til, at begynde med var nogle, der stod og lavede ansigter bag min ryg, så den portrætterede ikke kunne koncentrere sig.

Det fik jeg venligt men bestemt stoppet.

Continue Reading

Hardwareleverancen: Casebilleder for Comm2ig


For en af mine kunder, it-virksomheden Comm2ig i Kokkedal, skulle jeg lave billeder til en kundecase.

Comm2ig leverer blandt andet it-løsninger til større virksomheder og kommuner, herunder københavns kommune.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune skulle indføre en ny, mobil omsorgsjournal, som krævede en omfattende omstrukturering, både af medarbejdernes arbejdsrutiner og af netværket på forvaltningens 140 lokationer.

Hertil skulle Comm2ig levere 3.500 Samsung tablets.

Jeg skulle så ud til deres Center for Innovation og Digitalisering på Sjællandsgade og fotografere dels nogle brugere og så de to, der havde stået for ordren og implementeringen.

Med mig havde jeg en medarbejder fra Comm2ig, der havde styr på hvem vi skulle fotografere og hvordan.

Jeg havde på forhånd fået et udkast til et layout.

Der skulle bruges tre færdige billeder.

Først fotograferede jeg Jack, der havde bestilt it-løsningen.

Ejendommen de har til huse i har en for den tids byggeri typisk terazzoopgang.

Væggene var hvide og der var et godt lys derude.

Jeg bouncede en lampe op i loftet og ind i væggen på nogle af billederne.

Jeg fik Jack til, at ændre position ligesom jeg selv stod både på reposen under ham og over ham.

Efterfølgende skulle jeg fotografere en ergoterapeut hvis job er at være ude ved borgerne og vejlede dem her.

“Heldigvis” havde en af hendes kollegaer et aktuelt problem med sit ben og var udstyret med krykker.

Så hende fik vi til, at spille borger i en opstilling på en af gangene i huset.

Til sidst skulle jeg fotografere Mette, der er digitaliseringschef.

Jeg tog nogle billeder af hende på hendes kontor og nede ved indgangen foran bygningen.

Continue Reading

Vielsen: Bryllupsfotografering ved Nivå Kirke


I junis første weekend var jeg oppe i Nivå for, at fotografere en af mine gamle studiekammerater fra Journalisthøjskolen, blive gift.

Det vil sige: jeg fotograferede dem ikke da de blev gift, men først bagefter.

Vi havde aftalt, at jeg skulle tage nogle portrætter af dem efter vielsen, men jeg kunne jo ligeså godt skyde lidt billeder når de kom ud af kirken og gæsterne sagde til lykke og der blev kastet ris.

De skulle hentes i en Rolls Royce efter seancen og mens jeg står og smalltalker med chaufføren kan jeg høre, at vielsen er overstået.

Så jeg står klar i det dørene går op og Karsten og Grethe kommer ud sammen med deres to sønner.

Det er lidt sjovt, at skulle mødes på den her måde når man ikke har set hinanden i nogle år.

Der gik en rum tid, mens gæsterne strømmede ud og jeg knipsede løs.

Nivø kirke ligger med skov på den ene side og marker på den anden.

Så jeg havde på forhånd udset mig hvor vi skulle tage portrætter.

Heldigvis var der et tyndt skydække, som gjorde at solen ikke var helt skarp.

Mens vi fotograferede ændrede det sig en smule, så jeg tog også nogle af billederne i skyggen af træerne.

Continue Reading

Ministeren og formanden: Redaktionelle billeder til Landbrugsavisen og Ritzau Foto.


Landbrugsavisen skulle bruge nogle billeder fra et møde mellem beskæftigelsesminister Troels Lund Pouls og formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Mødet handlede om en fornyet og øget indsats mod arbejdsulykker i landbruget, der sidste år kostede 11 personer livet.

Det er et stykke tid siden sidste opgave af denne slags for mig, som jeg ellers har lavet en del af.

Men jeg havde en god idé om hvordan billederne skulle tages.

Der var lagt op til nogle opstillede billeder af de to sammen, men når vi ikke, som det ellers var planlagt, havde et landbrug som location, synes det ikke oplagt.

Derfor blev hovedparten af billederne klassiske billeder af to personer, der taler sammen.

Jeg sluttede dog af med et opstillet billede på kontoret af de to sammen.

Continue Reading

Tømrerne: Presseportrætter for HSR Tømrer & Partner.


Fra tid til anden tager jeg billeder for tømrerfirmaet HSR Tømrer & Partner i Rødovre.

Firmaet er startet for lidt over 10 år siden af de to tømrere Henrik og Ian.

Det er gået rigtigt godt for dem og de er nu et godt stykke over 50 medarbejdere i firmaet.

Når man gør sig bemærket i branchen, hvilket de gør, kommer man også i aviserne.

Derfor havde Henrik bedt mig om, at tage nogle portrætter af ham og Ian, som de kunne bruge som blandt andet handouts til pressen.

Derfor havde jeg sammen med deres kommunikationsmedarbejder aftalt, at fotografere dem i deres værksted.

Til den slags portrætter på location holder jeg det simpelt.

En lampe, som jeg så skyder enten direkte uden paraply eller softboks eller bouncer op i loftet eller ind i en væg.

Så med nystøjne skjorter tog de to indehavere opstilling i værkstedet hvor jeg bad dem om.

Vi fik taget en del forskellige billeder og endte ude foran firmaet ved den 2Cv, som de har investeret i og har fået malet i firmaets farver.

Her var det en fordel for mig, at jeg havde min Profotolampe med, da jeg skulle eksponere i skyggen, så den delvis blå himmel også blev korrekt eksponeret.

Jeg leverede alle billederne i farve og sort/hvid.

 

Continue Reading

Forfatteren: Portrætbilleder taget for Kristeligt Dagblad og Ritzau Foto.


For et par uger siden mødtes jeg med en journalist fra Kristeligt dagblad og den norske forfatter Vigdis Hjort.

Jeg skulle tage billeder af hende til en artikel til avisen.

Artiklen handlede til dels om hendes seneste bog “Arv og miljø” der blandt andet foregår på Christianshavn hvor Vigdis også selv boede i en periode i 80erne.

Derfor mødtes vi på Christianshavns Torv og gik en tur rundt i bydelen.

Når man skal tage billeder af forfattere er det ofte svært, at portrættere dem i forhold til deres bøger.

Så lidt hjælp var der at hente i det vi som sagt bevægede os rundt på Christianshavn.

Vejret var blæsende med sol og spredte skyer, så lyset skiftede en del.

Jeg lavede et enkelt billede på en af broerne over kanalen i modlys, men tog ellers resten af billederne i skyggen hvor det er nemmere at få lavet noget pænt.

Efter en halv times tid hvor vi blandt andet havde været ved Eiffel Bar i Wildersgade og i en nærliggende baggård hvor Vigdis boede i en af ejendommene lod jeg journalisten og forfatteren fortsætte samtalen alene.

Jeg kørte på kontoret og lavede billeder.

Continue Reading

Karrierekick: Portrætfotografering for Dansk Musikerforbund


I går var jeg sammen med to kollegaer inde i Dansk Musiker Forbunds afdeling på Sankt Hans Torv og fotografere.

To gange årligt tilbyder forbundet dets medlemmer karriererådgivning, møder med grafikere og så fotografering.

På sådan en dag ligger programmet helt klart: En times makeup og en times fotografering.

Hver fotograf har otte sessions hvor der skal fotograferes alt fra en enkelt kunstner til grupper med 4-5 medlemmer.

En fotograf holder til på 1. sal og benytter denne, samt udenfor til fotografering og to fotografer holder til på 3. sal og benytter studiet, der dels består af papirbaggrunde i den ene ende af lokalet og dels af sort molton i den anden ende af lokalet.

I lokalet, der er godt 40 kvadratmeter opholder sig udover de to fotografer, to stylister, samt kunstnere, der bliver fotograferet, sminket eller venter på, at blive fotograferet.

Nogle kunstnere har en helt klar idé om hvilke billeder, der skal tages og andre har en svag idé og dem taler vi så sammen med og kigger på billedeksempler med.

Det er en travl, men sjov dag og for nogle ender det op med et par billeder, mens andre kan få op til cirka 15 billeder.

Det er ofte hvis de er taget i studiet med samme baggrund og samme belysning, at det kan lade sig gøre.

Igen er der andre, der vil udenfor og fotograferes og her når vi ikke altid en masse.

Gårsdagens vejr var skyfrit og med blå himmel.

Heldigvis ligger lokalet vi fotograferer i mod nord, så vi får ikke sol ind før sidst på dagen.

Det indirekte sollys, der kommer ind i lokalet bliver reflekteret af de hvide facader på ejendommene på den anden side af torvet, hvilket er perfekt til fotografering uden lamper.

Min første session var med en kvindelig violinist og bratschist, som kun blev fotograferet i studiet både med og uden lamper.

Efterfølgende var det en cellist og en fløjtespiller, der fik taget billeder med lamper i studiet.

En mandlig guitarist fulgte efter og blev også fotograferet med lamper i studiet.

Han ville gerne have nogle billeder hvor han spillede og hvor hovedet på guitaren var uskarpt.

Faktisk et slags koncertbillede.

Ved et tilfælde gik kun den ene lampe af, hvilket betød at han blev fotograferet lidt i modlys, men det var faktisk lige netop det, der blev det gode billede i den serie.

Den næste jeg fotograferede var en kvindelig kirkesanger og projektleder, der ikke havde nogen idé til billeder, men sammen fandt vi hurtigt et udtryk i nogle billeder taget, hvor hun sad omvendt på en stol.

Det blev også til et par portrætter op ad en skallet væg nede i porten med en reflektor og diffust sollys som belysning.

Efter frokost var det en kvindelig klassisk kvartet, der skulle fotograferes med en genganger blandt dem jeg tidligere havde fotograferet.

De havde fundet en location lige på den anden side af torvet ved Verdenskulturcentret.

Jeg hankede op i min Profotolampe og vi gik over til Nørre Allé.

Her var der en trætrappe, som nu heldigvis lå i skygge, hvorved jeg lettere kunne styre lyset med lampen.

Vi lavede nogle forskellige opstillinger både siddende og stående.

Da jeg havde lavet billederne færdige var det rapperen Justin Swayzys tur.

Han ville gerne have lavet nogle billeder i studiet og ude på gaden hvor man kunne se det var København.

Vi tog nogle forskellige poses i studiet og gik efterfølgende ud i Sankt Hans Gade og skød nogle billeder på en strappesten med grafitti på en dør.

Vi sluttede af i gården blandt mælkekasser og skraldecontainere.

Endnu en en klassisk musiker skulle have taget billeder.

Denne gang en cellist der ville have billeder i studiet og på gaden (en rå baggrund)

I studiet skulle jeg blandt andet skyde nogle detaljer, som fokuserede på instrumentet og ikke musikeren.

Midt i eftermiddagsmyldretiden gik vi på gaden og skød nogle billeder af den spillende cellist, hvilket fik mange til, at stoppe op.

Slutteligt skød jeg en kvindelig singersongwriter/performer, der poserede sammen med et miniatureflygel.

En hel masse billeder taget med nogenlunde samme lyssætning, hvilket gjorde efterbehandlingen forholdsvis nem.

Da jeg havde pakket sammen og spist aftensmad kørte jeg hjem.

 

 

Continue Reading

Medarbejderfotografering: Nye profilbilleder og gruppebillede taget for HSR Tømrer & Partner


For to uger siden var jeg ude hos HSR Tømrer & Partner på Islevdalvej i Rødovre for, at tage personaleportrætter og et gruppebillede af alle medarbejdere i virksomheden.

Det har jeg gjort løbende gennem de sidste par år.

Nu var tiden kommet for, at få taget en stribe helt nye.

Der var dels et ønske om fornyelse af billederne, dels var den valgte location til de gamle billeder blevet noget omstændelig, at fotografere på.

Det skyldes, at fotograferingen foregik midt i kontoret hvor der skulle flyttes rundt på medarbejdere, papirstakke, kontorsager og en enkelt skærmvæg.

Således havde man valgt, at bruge firmaets mødelokale, som location for de nye medarbejderportrætter.

Her kan man stå uforstyrret og det store tunge mødebord midt i lokalet flytter man ikke bare rundt på.

Og netop mødebordet blev udvalgt til, at være stedet hvor den fotograferede medarbejder skulle sidde.

I baggrunden hænger nogle smalle sort/hvide billeder, der ikke skal flyttes på og med en stor blænde og lille dybdeskarphed, blev det en perfekt baggrund.

Da jeg havde lavet profilbilleder af små tyve medarbejdere, der skulle have lavet det, var det tid til, at samle alle medarbejderne til et gruppebillede.

Sidste år havde vi lavet en opstilling ude i gården med bygningen i baggrunden, hvilket også var planen i år.

Men vejret ville det anderledes – det stod ned i stænger og blæste.

Så efter, at have ryddet nogle vinduer og noget træ væk og stillet borde/bænkesæt op i værkstedet kunne billedet skydes her.

Jeg måtte åbne rulleporten og stå udenfor og jeg var således den eneste person, der blev våd under den fotosession:)

Continue Reading

Byggemarkedet: Kampagneportrætter for Silvan.


I sidste måned fik jeg en opgave for Silvan.

De skulle bruge nogle portrætter af nogle medarbejdere til deres kampagnemateriale.

Fotograferingen skulle foregå i Silvan på Gl. Køge Landevej i Valby.

De ville gerne have lidt forskelligt, at vælge imellem, så vi aftalte, at der blev skudt noget i helfigur og halvfigur i forskellige positioner.

Portrætterne skulle afleveres fritlagte og jeg havde aftalt med varehuschefen, at vi kunne skyde dem i deres kantine.

Her var der dels højt til loftet, rimelig plads og hvide vægge.

Det er ikke helt ligemeget hvilken farve rummet har selvom billederne skal fritlægges da en farvet væg eller gulv kan opspejles på motivet og give et farvestik.

Hvilket, uden sammenligning i øvrigt, er et problem i mange sportshaller når man skyder f.eks håndbold.

Gulvene har mange gange en kraftig farve, hvilket ofte kan ses på spillerne.

Nå, men det var ikke sport jeg skulle fotografere, men ganske stillestående byggemarkedsansatte.

Efter at have skubbet lidt borde rundt og fået sat lamper op, tre styk, samt sat kameraet på stativ, var jeg klar til, at fotografere.

Jeg havde fået en liste med de medarbejdere, der skulle fotograferes og varehuschefen fik dem hidkaldt, så det hele foregik rimeligt gnidningsløst.

Medarbejderne var nemme at arbejde med, hvilket er en fordel, så man ikke skal rette på positur og overtale dem til i det hele taget, at blive fotograferet.

Derhjemme retoucherede jeg alle billederne, som så blev sendt smartclipper.dk, som gjorde et godt job til en god pris.

De leverede alle billederne i psd, hvilket gjorde, at de hver især fyldte cirka 150 mb, men det var helt fint i forhold til kunden, da der skal laves rollups og busreklamer.

Continue Reading

Tegneren: Portrætfotos taget for Dansk Journalistforbund


Et par dage før jul sidste år var jeg på besøg hos den tidligere Politikentegner Jørn Villumsen i hans hjem i Gevninge ved Roskilde.

Billederne skulle bruges af Dansk Journalistforbund.

Huset Jørn bor i har han selv tegnet og bygget.

Det ligner mest af alt et hus, som man ser dem på landet i Sverige.

Det stikker lidt ud fra mængden af gule murstenshuse i det villakvarter det ligger i.

Indenfor er der hyggeligt og Jørns lange karriere indenfor det illustrative præger huset, hvilket især gør sig gældende for hans arbejdsværelse i stuen ud mod haven i den ene ende af huset.

Der er loft til kip og fra en hems kan man kigge ned på hans store tegnebord, hvilket jeg også udnyttede til min fotografering.

Vi fik kaffe og fik talt en hel del om det, at være freelancer, som Jørn er blevet efter mange års fastansættelse på Rådhuspladsen.

Det er altid hyggeligt, at kunne føre en faglig og interesant samtale med den man skal portrættere, noget jeg ofte tager mig tid til, hvis begge parters kalender tillader det.

Continue Reading

Voxpop: Redaktionelle billeder for BILD.


Det er ikke så ofte, at jeg laver reaktionelle billeder mere.

Det er overvejende erhvervskunder jeg betjener, men tidligere lavede jeg stort sikkert ikke andet.

Når vi taler redaktionelle billeder taler vi også voxpop eller enquete, som det bliver kaldt på de finere aviser.

Det er simpelthen når man som fotograf og/eller journalist stopper forbipasserende på gaden for, at stille dem et eller flere spørgsmål og samtidig tage et billede til avisen.

Jeg var belvet kontaktet af et pressebureau i Tyskland, der bad mig om, at lave en voxpop om EU blandt danskere på gaden i København for avisen BILD.

Kravet var, at alle billeder skulle tages på det samme sted og med et kendt københavnsk vartegn i baggrunden.

At det blev Christiansborg var faktisk lidt af et tilfælde, men det kom sig af at jeg havde et møde i Strædet og så kunne jeg lige gå ned på Højbro Plads og tage billederne.

PS: For dem af mine kollegaer, fotografer såvel som journalister, der læser dette indlæg: Han sad tilfældigvis ved rytterstatuen på Højbro Plads:)

Continue Reading

Udlejningsfirmaet: Reportage- og portrætbilleder for Ajos.


Forleden dag var jeg på rundtur på fem byggepladser i storkøbenhavn sammen med en kommunikationsmedarbejder fra Ajos, der udlejer materiel til byggeindustrien.

De ville gerne have billeder af noget af alt det materiel de lejer ud.

Det drejer sig blandt andet om kraner, belysning, hejse og byggestrøm.

Vi mødtes klokken 9.00 på en byggeplads ude ved DTU.

Her fotograferede jeg dels installationen af noget byggestrøm dels en medarbejder der klatrede op i en af de på pladsen opstillede lysmaster, som Ajos også udlejer.

Næste stop på turen var den store byggeplads ved Herlev Hospital, som jeg af og til kører forbi på vej hjem fra arbejde.

Her skulle jeg fotografere nogle af de mange byggekraner på pladsen og jeg havde allerede udset mig et af de store jordbjerge ved Hjortespringvej som udgangspunkt for fotograferingen.

Da vi var ankommet til pladsen mødte vi en af Ajos’ medarbejdere, der skulle til, at montere noget strøm i en af de førnævnte kraner.

Så var der lige pludselig mulighed for, at få noget reportage ind over.

Da vi var færdige i Herlev, kørte vi til Royal Arena.

Her var mandskabet i færd med, at montere en af de store kraner, så det blev også til nogle gode reportagebilleder.

På Rigshospitalet skulle jeg dels fotografere nogle hejse og nogle pavilloner og skurvogne og dels tage portrætter af direktøren i Ajos, Ole Wamsler.

Til portrætbillederne havde jeg medbragt en Profotolampe, så jeg kunne få lagt noget ordentligt lys.

Sidste stop på ruten var Jagtvej og NBB (Niels Bohr Bygningen) hvor jeg igen skulle fotografere hejser og pavilloner.

 

 

Continue Reading

Indtryk fra Cuba: DJ:F masterclass i Havana med Christopher Morris.


Jeg har lige været en uge i det mærkeligste land jeg har besøgt indtil videre.

Som en del af en gruppe DJ- og PF fotografer har jeg deltaget i en workshop med VII fotografen Christopher Morris i Havana.

Jeg havde ret travlt i ugen op til afrejsen og havde derfor ikke researchet ret grundigt på landet inden jeg tog afsted.

Vidste stort set kun, at hovedstaden hedder Havana, at de laver rom og cigarer og at vi som turister skulle betale med CUC – Cuban Convertible Pesos og at vi skulle tage euro med til, at veksle med.

Men, at mange cubanere offentligt (overfor os i hvert tilfælde) ville sige, at de ikke kan lide styret kom som en overraskelse.

Der udover kan det undre en, at der er nogle, der har råd til biler, mobiltelefoner og flashy tøj, når cubanerne får alt mellem 10 og 25 dollar af styret om måneden og at meget af maden er rationeret, så de for eksempel kun får 10 æg, lidt olie, ris og et halvt kilo kylling om måneden.

Jeg har talt med flere, der har været der ovre før mig og jeg var blevet advaret om, at det var et dyrt land, at opholde sig i.

CUCen har næsten samme værdi som en euro hvor imod den almindelige peso, som cubanerne bruger ligger omkring de 25 øre.

Således kan en turist komme til, at betale 2,50 CUC for en øl – hvad den almindelige cubaner betaler ved jeg ikke, men det er nok det samme beløb bare i pesos, så det vil sige 63 øre!

Nå, men hvor om alting er, er det også et spændende land, at rejse i.

De store majestætiske huse i Havana, hvor de fleste godt kunne trænge til en kærlig hånd, især i old Havana, de mange amerikanske biler, der alle er fra før 1958 og næsten uden undtagelse kører med anden motor end den oprindelige V8er.

De mange gamle biler og busser i øvrigt gør, at man konstant går som i en tåge når man bevæger sig rundt i gaderne.

Partikelfiltre og katalysatorer er vist ikke noget de kender på disse kanter.

Den første dag var vi nogle stykker, der tog en taxa fra hotellet og ind til byen – en tur på cirka fem kilometer langs Malecón, byens strandpromenade (der er faktisk ikke en strand inde i Havana!?) og ind til centrum.

Herfra gik vi efter en frokost på et pænere sted på opdagelse i byens smalle gader.

Det var søndag og de fleste cubanere sad og stod nedenfor deres huse.

Som mange andre steder man skal fotografere, skal man lige i gang og finde ud af hvordan man begår sig over for de lokale.

Rigtigt mange cubanere vil gerne posere og stille sig an, så det gælder om, at tage billeder når de ikke ser det.

De er venlige, så det er ikke noget problem, at gøre det på denne måde.

Nogle vil også have penge for, at blive fotograferet, men så kan man jo bare gå videre til den næste – der er trods alt omkring 2 millioner indbyggere i hovedstaden.

Der er meget lidt kriminalitet i landet, men hvorfor ved jeg ikke præcist.

Mange sagde, at det var fordi de alle var i samme båd, hvad angik penge (dog havde nogle tilsyneladende mere end andre) og, at de holdt sig fra turister, for det er os der giver dem penge i lommen.

Da vi nåede tilbage til hotellet havde vi gået 18 kilometer.

Når man er sammen med kollegaer på sådan en workshop er det spændende at se hvad andre billedmæssigt får ud af, at bevæge sig rundt de samme steder.

Vi fik lejlighed til, at se hinandens billeder når der var fælles gennemgang sammen med Chris et par gange i løbet af ugen.

Vi mødtes også med ham på tomandshånd for, at få lidt sparring til hvad vi hver især gik og arbejdede med.

Man bliver meget hurtigt visuelt mæt af at gå rundt i Havana så sammen med et par andre af deltagerne lejede jeg en bil for, at være mere mobil og komme lidt væk fra Havana.

Det var en kinesisk Geely, der på ydersiden så nogenlunde pæn ud, men indvendig var den noget slidt trods sine kun 58000 km på tælleren.

Undervognen sang, som bremserne, på sidste vers, så det var spændende, at navigere rundt på Havanas og østcubas veje.

Som meget andet på øen er også vejene noget slidte.

Godt nok har de to-tresporede motorveje, men de er mange steder støbt i beton og med store huller.

Det er ikke uanmindeligt, at man kører i yderbanen og overhaler indenom.

Det handler simpelhen om, at det inderste spor er det med flest huller.

Færdslen på motorvejene er også et kapitel for sig.

Her er der både fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler, lastbiler og en enkelt gang imellem løse køer eller heste.

Vi var to gange i byen Vinales, der ligger små 200 kilometer øst for Havana og er hjemsted for en stor del af landets tobaksplantager.

Køreturene i dagslys der ud var ikke så problematiske, men det var hjemturene, der for halvdelens vedkommende foregik i mørke der imod.

Det skal siges, at der er meget mørkt langs motorvejene, da der ikke ligger bebyggelse langs disse.

Lygtepæle er der få af og trafikanter uden lys er der masser af.

Så det gælder om, som tidligere nævnt, at holde sig i yderbanen, tilpasse farten og så holde øje med uoplyste fodgængere, cyklister, hestevogne, traktorer, biler og løse dyr.

Vi var meget tæt på, at køre ind i en bil, der holdt på tværs i det yderste spor.

Chaufføren havde tilsyneladende tænkt sig, at krydse rabatten for, at komme over på en sidevej på den modsatte side!

Det var med nød og næppe, at de hvinende bremser fik os til, at stoppe med kun 3-4 meter til siden af bilen.

Føreren stak hovedet ud af døren og lignede mest af alt en, der undrede sig over hvorfor vi dog holdt der og så trillede han stille og roligt over modsatgående spor, mens vi andre lige skulle have pulsen lidt ned, inden vi fortsatte.

Lidt senere så vi en bil, der havde påkørt en ko og aftenen før var en bil rullet rundt på taget.

Så den lidt lave motorvejshastighed på 100 km/t kommer man sjældent op på når solen er gået ned.

Vinales er et utroligt flot område, der er meget frodigt og med bugtende bakker og dale og små bjerge mod nord.

Der er en del turister i byen, som syner mere velholdt end Havana med de samme klare lyseblå og -røde facader på husene.

Her er det ikke uanmindeligt, at se en rytter med cowboyhat til hest i hovedgaden.

For, at komme lidt længere ud i området end man kan med bil, blev vi selv ryttere til hest for nogle timer og kunne betragte sukkerrør, tobaks- og kaffeplantager højt fra hest.

Alt i alt er mit indtryk af Cuba ret godt omend, som nævnt i indledningen, det er et meget mærkeligt land at rejse i.

Jeg bliver simpelthen nødt til, at lære noget spansk, læse op på landet, tale med andre, der har rejst her og så engang vende tilbage til varmen igen.

 

Continue Reading

Direktøren: Portrætter for Tobaksproducenterne


For nogen tid siden fik jeg en henvendelse fra en af mine gamle studiekammerater fra tiden på Danmarks Journalisthøjskole (ja det hed det dengang)

Det var Maria Krüger Torp, der senere i september officielt skulle tiltræde som direktør i Tobaksproducenterne.

Hun havde i den forbindelse brug for nogle portrætter og dem skulle jeg stå for.

Tobaksproducenterne holder til inde på Rådhuspladsen og da jeg skulle have en lampe med, var jeg nødt til, at tage bilen.

Heldigvis kan man parkere lige i nærheden i kælderen under Industriens Hus.

Vi begyndte vores fotosession på en terrasse ud mod Vesterbrogade.

Der var overvejende blå himmel med drivende skyer, så lyset kørte lidt op og ned.

Da vi havde fået taget billeder her gik vi ned i et mødelokale, hvor det var lidt nemmere, at styre lyset.

Continue Reading

Musikerne: Portrætfotografering for Dansk Musiker Forbund.


Onsdag var jeg igen blevet bedt om, at fotografere musikere for Dansk Musiker Forbunds københavns afdeling på Sankt Hans Torv.

Afdelingen tilbyder dens medlemmer et Karrierekick hvor de blandt andet kan få taget deres portræt af professionelle fotografer, hvor jeg var den ene af de tre.

I et improviseret studie på 3. sal, med baggrundsruller i den ene ende og sort molton i den anden ende huserede vi sammen med makeupartisterne, der havde de portrætterede i deres kyndige hænder inden de blev overladt til os fotografer.

I løbet af dagen, havde vi hver især otte artister, enkeltportrætter eller gruppeportrætter, i søgeren.

Det er alle genrer, der er repræsenteret fra klassisk over rytmisk, over sangere til dirigenter.

Modsat dagen i efteråret, hvor jeg mest fotograferede i studiet og lidt nede i gården og porten, var jeg denne dag både et smut på Nørrebro Teater og fotografere en musiker bag et flygel og ude i sidegader og ved Sankt Johannes Kirke på Blegdamsvej og fotografere en cellist og en klarinetspiller.

En travl men fed dag, som sluttede med Rocklett, en duo i den mere showprægede genre.

Continue Reading

Cateringfirmaet: Mad- og personalebilleder for Ryde Gastronomi.


Lige ned ad Strandboulevarden, halvanden kilometer fra min hoveddør, ligger Ryde Gastronomi.

For en måneds tid siden var jeg nede hos Torben og Mette, der driver firmaet og skyde billeder til deres hjemmeside og brochurer.

Jeg skulle dels skyde nogle madbilleder og dels personalebilleder.

Jeg havde taget min gamle 300 watts lampe med, da det er den eneste jeg har en softboks til. En softboks egner sig efter min mening bedst til madfotografering.

Jeg har lavet en del madbilleder gennem tiden og stået i mange restaurantkøkkener og balanceret tallerkener, fade og madretter på gulve og borde.

Da jeg ankom fik jeg hurtigt sat gearet op.

Softboxen på modsatte side af det rustfrie bord, som efter lidt prøveskydning, viste sig at være det perfekte underlag, frem for en hvid dug, som jeg mange gange har brugt.

Torben stod for, at lave retterne klar og jeg rettede lidt til.

Et folieaskebæger eller en omvendt tallerken ind under fadet eller skærebrættet for, at få en god vinkel.

En enkelt opspejling med hvidt, som jeg måtte holde mens jeg skød, da der ikke var plads til et stativ mellem mig og bordet.

Nogle af billederne skød jeg stående, forsigtigt og roligt, på to mælkekasser, så jeg også kunne komme i højden.

Da jeg efter et par timer var færdig med, at fotografere maden, skulle jeg lave nogle personalebilleder.

Som så mange andre køkkener var der også her hvide fliser fra gulv til loft.

Ikke ret godt som baggrund til portrætter.

Der er simpelthen for meget reflektion og genskin i overfladen, hvilket gør det meget svært at arbejde med.

Et hurtigt blik ud i gården sammen med Torben afgjorde sagen.

På midten var gården delt op af en lang række garager, hvis træporte kunne trænge til en ny omgang maling.

Perfekt baggrund med de rå og afskallede brædder og så softboksen som den eneste lyskilde kombineret med dagslys gjorde det helt godt.

Continue Reading

Hørecentret: Reklamefotografering for Audiovox Aps.


I begyndelsen af måneden var jeg i Ordrup for, at tage billeder i en af Audiovox’ butikker.

Jeg var blevet bedt om, at lave et par billeder til en brochure.

Jeg skulle dels lave et gruppebillede af medarbejdere fra nogle af butikkerne i kæden, der var kommet til Ordrup for, at stille op til foto og dels lave et billeder, der skulle illustrere kontakt mellem kunde og medarbejder.

Det var let overskyet og solen lavede et dejligt blødt lys, som jeg lige kunne bløde lidt op med min kameraflash.

Selvom det var koldt, bad jeg medarbejderne om, at lade overtøjet blive liggende indenfor, så vi ikke fik et billede af mennesker formummet i vintertøj.

Så det blev til nogle ture indenfor i butikken for, at få varmen for mine modeller, mens jeg stillede op til et nyt skud.

Efterfølgende tog jeg nogle billeder af en kunde/medarbejdersituation dels i butikslokalet og dels i et lokale inde bag i butikken.

Continue Reading

Ambassadøren: Portrætter for Dansk Journalistforbund.


Dansk Journalistforbund har udnævnt en række medarbejdere i film- og tv-branchen, til DJ ambassadører. Ambassadørerne skal hjælpe de ansatte, der i netop denne del af mediebranchen, ofte er ansat på løse vilkår og vikariater hvis de oplever problemer med arbejdsforhold, kontrakter med mere.

En af disse ambassadører er Camilla Metelmann, der er tilrettelægger i Bull House Media i Nordhavnen, som jeg havde fået til opgave, at fotografere.

Jeg skulle dels tage nogle portrætter og dels nogle situationer, der kunne illustrere en samtale med en medarbejder.

Jeg lavede nogle portrætter inde i de højloftede lokaler i det gamle pakhus og så nogle udenfor på svalegangen på sydsiden af bygningen.

De lette skyer gav et diffust sollys og jeg brugte min flash til, at bløde lidt op med.

Efterfølgende lavede jeg en interviewsituation inde i et mødelokale med Camilla og en af hendes kollegaer.

http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2016/Marts/DJs-ojne-og-orer-i-TV-branchen/

 

Continue Reading

Keramikeren: Reportagebilleder taget for Gitte Jungersen


I efteråret var jeg ude og besøge Gitte, som er keramiker, på Statens værksteder for kunst, som ligger i Strandgade på Christianshavn.

Nede i en kælder gik hun rundt og færdiggjorde de store keramikværker, som hun var i gang med.

Der er en del processer i arbejdet med keramik.

Der skal blandes materialer, det skal brændes og der skal arbejdes med det igen og det skal brændes igen.

Dagens arbejde bestod i, at glasere overfladen på et af hendes værker, der lå på en store rullevogn, som er dem, der bruges når der skal brændes i den store ovn.

Jeg kunne heldigvis arbejde i sort/hvid, da der var et forfærdeligt blandingslys med dagslys fra vinduerne og kunstlys fra lamper i loftet.

 

Continue Reading

Vandmanden: Interviewfotos af Allan Feldt for Horsens Folkeblad/POLFOTO.


I august måned var jeg og en journalist fra Horsens Folkeblad på besøg hos den tidligere ejer af Aqua D’or Allan Feldt i hans og hustruens hus i Solrød Strand.

Journalisten havde været i gang med interviewet en times tid, da jeg ankom og hun, Allan og Allans hustru Mette, sad i skyggen på den store terrasse.

Anledningen til interviewet var dels, at Aqua D,or ligger i nærheden af Horsens, dels at Allan er gået ind i et nyt projekt, Seimei, der handler om juice, vand og velgørenhed.

Jeg skulle så lave nogle billeder af Allan og af Allan og Mette.

Solen bankede ubarmhjertigt ned i hovedet på os, så jeg måtte give den fuld gas på Speedliten.

Jeg lavede nogle portrætter hvor man dels kunne se den portrætterede og dels noget af hans 600 m2 store villa.

Jeg lavede også et par billeder af ham og Mette og til sidst en rent produktskud af nogle af Seimeijuicerne.

Continue Reading

Den ketsjersvingende skuespiller: Portrætter af Søren Malling for Dansk Tennis Forbund


For en måneds tid siden var jeg blevet sat i stævne af en journalist og skuespilleren Søren Malling i Kløvermarkens Tennisklub.

Søren skulle interviewes til Dansk Tennis Forbunds e-magasin spiltennis.nu om sit forhold til sporten.

Jeg skulle så lave nogle billeder af ham til artiklen.

Der skulle tages nogle billeder af ham i aktion.

Desværre var det en indendørs bane, der var blevet booket og hans makker havde meldt afbud og boldmaskinen var i stykke – derfor måtte journalisten med en pose bolde i hånden være makker og boldmaskine på en og samme gang.

Jeg har ikke fotograferet ret meget tennis, nok kun et par gange og eller tre og den ene gang var noget træning.

Men jeg havde alligevel en god idé om hvordan billederne skulle tages.

Jeg tog dels nogle billeder med min 35er hvor jeg sad foran Søren, der så returnerede bolden over mit hoved og dels nogle billeder med min 70-200 fra den ene sidelinie.

Efter lidt slagtræning, skulle vi have nogle portrætter.

Skuespiller er ofte nemme at portrættere, da de er vant til, at agere foran et kamera.

Så fluks sprang Søren op i dommerstolen, der stod på sidelinjen og begyndte at posere.

Jeg havde monteret en flash på kameraet for, at hæve lyset i hans ansigt en anelse.

Baggrunden blev mørk, da vi ikke kunne tænde lyset på den tilstødende bane, hvilket faktisk ikke gjorde noget, da der så ikke var nogle forstyrrende elementer.

Inden interviewet gik vi udenfor og skød nogle tætte portrætter hvor jeg fik Søren til, at sidde på en stol og posere for mig.

Jeg tog også nogle billeder under interviewet, men der var kun et enkelt, der blev godt.

Se e-magasinet her.

Continue Reading

Sensommerbryllup: Bryllupsfotografering i Garnisionskirken, Kastellet og Admiral Hotel.


Da ferien var slut, skolerne begyndt og det gode vejr i Danmark gik på hæld (undtagen denne dag!?) skulle jeg fotografere Maria og Thomas’ vielse i Garnisionskirken på Sankt Annæ Plads i København.

Den korte afstand og de elendige parkeringsforhold taget i betragtning, tog jeg for en gangs skyld bussen til bryllup.

Pakker normalt heller ikke studielys til den slags, så det kunne sagtens lade sig gøre, at have det hele i min rygsæk.

Aftalen var, at fotografere vielsen i kirken, lave portrætter på Kastellet og eventuelt ved Gefionspringvandet og så receptionsfotografering på Admiral Hotel i Toldbodgade.

Jeg mødte som vanligt op i kirken i god tid, gommen var ankommet og så ikke synligt nervøs ud, men var nok alligevel en anelse spændt.

Fotograferede de sidste forberedelser og gæsternes ankomst.

Fik aftalt med præsten hvor jeg kunne stå og gå under vielsen, som har et pulpitur, som er en hel stor etage for sig, hvor jeg også kunne gå op, hvis jeg blot bevægede mig stille og roligt og under salmerne.

Dørene til kirken blev lukket, de sidste gæster ankom i løb og så rullede bruden og hendes far i bil op og parkerede ved kirken.

Hun var til gengæld synligt nervøs, hvilket jeg ofte ser når jeg fotograferer bryllupper.

Kirken er stor og lys og jeg tog de fleste billeder med en lille smule flash, dog ikke under selve vielsen hvor jeg naturligvis ikke bruger flash.

Efter vielsen var der lykønskninger og riskastning og efter dette kørte jeg med brudeparret op og parkerede ved Kastellet, hvor vi lavede nogle billeder på voldene udenfor, på broen og inde i selv Kastellet.

På sådan en sommerdag er der en del turister, hvilket var lidt en udfordring med nogle af billederne, når de intetanende vadede lige ind midt i billedet.

Billederne på broen blev således med mennesker i baggrunden.

Efter Kastellet gik vi over til Gefionspringvandet hvor vi havde talt om muligheden for, at skyde nogle billeder hvor, der netop skulle være en masse mennesker på.

Så jeg satte min 70-200 mm på og skød nogle teleskud, så der dels kom uskarpe mennesker i forgrunden og i baggrunden, som parret stod der i vrimlen og kyssede.

Bagefter gik vi ned til Toldboden, hvor vi skød nogle mere rå billeder op ad de gule bygninger.

Efterfølgende var der reception på Admiral Hotel, hvor det blev til billeder af gæsterne og den obligatoriske skæring af bryllupskagen, samt til slut et gruppebillede udenfor hotellet.

 

Continue Reading

Asfaltarbejderne: Reportagebilleder for Lemminkäinen


Via en journalistkollega fik jeg muligheden for, at se nærmere på byggeriet af den nye Nordhavnstunnel, der går går fra Lyngbyvej til Nordhavnen på Østerbro i København.

For den finske entreprenørvirksomhed Lemminkäinen skulle jeg tage en række billeder af arbejdere i færd med, at lægge asfalt i ovennævnte tunnel.

Billederne skulle bruges i deres personaleblad Lemmy (det hedder det sgu!)

Der skulle tages nogle portrætter af de medvirkende i artiklen og så nogle reportagebilleder af dem i arbejde.

Jeg fik en grundig briefing i tekst og billeder om hvordan billederne skulle se ud og ikke mindst om, at enhver medarbejder kun måtte afbilledes iført de obligatoriske sikkerhedsbriller, høreværn, samt arbejdstøj.

Jeg vidste ikke på forhånd, at Lemminkäinens ansatte i Danmark udelukkende laver asfaltarbejde, så jeg havde slet ikke tænkt på, at vi skulle stå i en tunnel og at høreværn ville være en god idé.

Det eneste, som er obligatorisk på enhver byggeplads er sikkerhedsstøvler, som jeg selv medbragte, samt hjelm.

Ud over det fik vi også udleveret en gul sikkerhedsvest.

Men som sagt var der en del larm nede i tunnelrøret.

Der udover var der også temmeligt varmt, hvilket siger sig selv, når man går og står på 150 grader varm asfalt og fotograferer.

Journalisten fik udpeget nogle medarbejdere, der skulle medvirke i artiklen og jeg fotograferede dem, så efterfølgende.

Mens hun talte med dem gik jeg rundt og fotograferede processen med, at lægge asfalt hvilket inkluderede to lastbiler (en i hver vognbane) to “strygejern”, som er de asfaltmaskiner, der opsamler asfalten, som lastbilerne læsser ned i dem og fordeler det på vejbanen, hvor efter to vejtromler (det hedder det garanteret ikke i fagsprog) tromler asfalten.

Pyh ha, det var en varm omgang!

Continue Reading

Karrierekick: Portrætfotografering for Dansk Musikerforbund


Torsdag skulle jeg sammen med to andre fotografer fotografere medlemmer af Dansk Musikerforbund på Sankt Hans Torv, hvor Københavnsafdelingen ligger.

Her var der på 3. sal etableret et fotostudie med bagrunde på hver af de to endevægge. Den ene af sort molton og på den anden væg, autopoles med sort, hvid og grå baggrundsruller.

Her skulle vi hver fotografere otte medlemmer af forbundet. Sammenlagt havde de to timer, hvoraf den første var med en stylist og den anden var med en fotograf.

Der skulle så laves to færdige billeder under hver session.

Jeg havde taget to lamper med, så jeg kunne fotografere på baggrundende og så var jeg også forberedt på, at gå ned på gaden, hvis nogle skulle ønske det.

Jeg havde forberedt mig på, at gøre begge dele under hver session, så man på den måde kunne få flere forskellige billeder og udtryk, så man fra begyndelsen ikke lagde sig fast på noget bestemt, som så måske viste sig ikke at virke.

Vi havde trods alt kun en time sammen og når studiet også var fyldt med to stylister, musikere og andre fotografer, kunne det godt gå hen og blive lidt hektisk.

Det var en sjov og hektisk dag, hvor jeg synes, at jeg fik lavet nogle gode billeder i samarbejde med, dem jeg fotograferede.

Continue Reading

Jobopslagene: Genrebilleder til Bygningsstyrelsen.


 

I begyndelsen af året skulle jeg igen ud til en af mine faste kunder Bygningsstyrelsen.

Denne gang skulle jeg ikke tage medarbejderportrætter, men en række genrebilleder til brug i blandt andet deres jobopslag.

Pressemedarbejderen havde fået seks medarbejdere til at træde op.

Med dem skulle jeg så illustrere forskellige situationer i styrelsen: mødelokalet, samtalen over en computer og samvær i kantinen.

Jeg havde alt mit lys med, men besluttede mig for, at bruge en enkelt lampe.

Det er noget lettere, at sætte lys på denne måde og det er samtidig nemmere at få et ensartet lys på alle billederne.

Den eneste hurdle her og som så mange andre steder er det blandede lys, der ofte er i kontorer.

Der er dagslys fra vinduer og kunstlys i alle afskygninger fra lamper og belysning i lokalerne.

Så må man i de enkelte tilfælde beslutte om man skal skyde med dagslys eller man skal filtrere med et orangefilter foran lampen.

Der vil oftest være en del redigering i Photoshop efterfølgende uanset hvilket lyskilde du vælger.

Nogle gange skyder jeg også samme billede med to forskellige farvetemperaturer og ser på efterfølgende hvilket der er nemmest at arbejde med i Photoshop.

Jeg skød på seks forskellige locations i huset og alle steder fra forskellige vinkler og med udskiftning af medarbejdere undervejs.

De havde sagt, at de ønskede to-tre billeder, men endte med at vælge seks, som jeg så færdigretoucherede og sendte til dem

Continue Reading

Annoncefirmaet: Profilbilleder for hoej.dk


 

På en blæsende solskinsdag før min sommerferie, var jeg ude hos firmaet hoej.dk, der ligger ude på Strandvejen mellem Tuborg og Rotunden.

Firmaet har udviklet en internetbaseret annoncegenerator, der gør det nemmere for virksomheder, at indrykke trykklare annoncer i blandt andet aviser.

De ville gerne have enkeltportrætter af de syv medarbejdere, samt et gruppebillede.

Deres kontor lå på en af etagerne i det kontorhotel de boede i og her var det lidt sparsomt med gode locations.

Heldigvis havde indehaveren gjort noget forarbejde og han tog mig straks med op på øverste etage hvor der dels var kantine og mødelokaler og dels en stor tagterrasse hele huset rundt.

Han ville gerne have Øresund med som baggrund!? og der er altså et pænt stykke til noget, der bare minder om vand, selvom adressen er Strandvejen.

Nå, men det kunne der jo gøres noget ved.

Der var skygge på den nordlige side af tagterrassen, så her kunne jeg placere dem jeg skulle fotografere.

På den måde kunne jeg kontrollere lyset fra de to medbragte lamper helt og så lade sollyset, tagterrassen og i det fjerne, vandet gå en blænde eller to ned.

Jeg måtte eksperimentere lidt med hvor jeg skulle placere personalet og så samtidig få baggrunden som ønsket.

Der var nogle havemøbler opstillet og her kunne jeg, hvis de sad på armlænet af en stol, og jeg stod hævet lidt med min 70-200 mm på stativ, få en ok baggrund.

Jeg måtte hænge mit Domkebælte og lægge min rygsæk på det ene lampestativ.

Den anden lampe kunne heldigvis stå inde i mødelokalet og lyse ud gennem vinduet, så jeg kunne få lidt dybde i billedet.

Continue Reading

PR-manden: Portrætfotos af Mikael Børsting fra Geelmuyden Kiese for Landbrugsavisen/POLFOTO.


 

I forbindelse med en artikel og en reklame for et foredrag på konferencen Vækst 2015 skulle jeg fotografere public affairs direktør i PR-bureauet Geelmuyden Kiese, Mikael Børsting, for Landbrugsavisen.

Bureauet har kontor i Jorcks Passage i København, så jeg pakkede min 5Der og en 35mm og en 50mm, samt min flash i en lille rygsæk og kastede mig op på cyklen.

Da jeg kom op på tredje sal, ventede jeg et kort øjeblik på Mikael, der imødekommende og smilende spurgte hvordan vi skulle lave billederne.

Jeg havde som opdrag, at jeg skulle have et tæt portræt og et på afstand!?, så det var jo rimeligt frit tolkeligt.

Vejret var godt med spredte skyer på en blå himmel, så det var helt perfekt da Mikael foreslog tagterrassen som location for nogle af billederne.

Heroppe var der borde-bænkesæt og et stålgelænder rundt om terrassen.

Jeg monterede min flash og lavede nogle modlysbilleder forskellige steder på terrassen, samt på den smalle trappe der førte derop.

Vi gik ned i kontoret, der var lidt af en kliche indenfor pr-branchen.

Stilige møbler og et skovtapet på den ene væg.

Det kunne jeg ikke stå for, så det brugte jeg som baggrund.

 

Continue Reading

Om internettet: Interview med Andrew Keen – portrætbilleder for Manstein Zeitschriftenverlagsges.m.b.H.


 

En eftermiddag for et par uger siden, fik jeg en forespørgsel på portrætbilleder under et interview på Marriott Hotel, via mail.

Billederne skulle bruges af et østrigsk forlag, der udgiver flere publikationer, blandt andet nogle om finans- og it-sektoren.

Jeg aftalte med journalisten, at komme en lille halv time før interviewet med den for mig ukendte Andrew Keen, en britisk-amerikansk forfatter, it-guru og foredragsholder, for lige at se locations an.

En hotellobby er ikke det mest fotogene, så jeg insisterede på, at tage Andrew med udenfor efter interviewet for, at få nogle anderledes billeder.

Journalisten og jeg sad og snakkede da han lettere forsinket dukkede op, i shorts og t-shirt, og troede, at det bare var et interview uden billeder!?

Nå, men vi ventede så lige yderligere et kvarter på ham og at interviewet kunne begynde.

Jeg skød nogle billeder mens journalisten og ham talte sammen.

Jeg skød også nogle billeder hvor man kunne se journalisten i billedet, for ligesom at dokumentere at de havde været sammen!?

Efterfølgende gik vi ud i blæsten langs Kalvebod Brygge.

Ikke særligt hensigtsmæssigt kombineret med høj sol og en lysfølsom herre.

 

Continue Reading

Departementschefen: Portrætfoto af Ib Byrge Sørensen for Miljø- og Fødevareministeriet.


For nogle år siden tog jeg en række portrætter for Fiskeriforeningen, i forbindelse med udgivelsen af deres 125 års jubilæumsbog.

Her skulle jeg portrættere forskellige personer, der på en eller anden måde havde forbindelse til fiskerierhvervet.

En af disse personer var Ib Byrge Sørensen, departementschef i Fødevareministeriet. http://nyheder.jenspanduro.dk/#post271

Det portræt syntes han og hans familie, var så godt, at jeg nu her i forbindelse med hans afgang fra ministeriet, skulle lave det officielle portræt, der skal hænge side om side med de andre forhenværende departementschefer.

Jeg var en tur inde omkring ministeriet for dels, at hilse på, dels for, at se hvordan de andre portrætter så ud og hvor store printene var.

Vi aftalte en fotosession en uges tid senere.

Det blev et klassisk portræt med mørk baggrund, som jeg afleverede som print i både sort/hvid og farve, samt i digital form.

Continue Reading

Sygeplejerske, dopingkontrollant og fodboldspiller: Portrætfotos for Vejle Amts Folkeblad og Polfoto.


 

Til en artikel om Gitte K. Pedersen, der er sygeplejerske, dopingkontrollant og tidligere professionel fodboldspiller, skulle Vejle Amts Folkeblad bruge nogle billeder.

Artiklen handlede egentlig mest om hendes arbejde som dopingkontrollant, hvor hun rejser verden rundt for, at tage blodprøver af sportsfolk.

Men hun arbejder også på Bispebjerg Hospital som sygeplejerske og har en fortid som professionel fodboldspiller.

Hvad gør man så med billedsiden?

Hm.

Den lørdag jeg skulle tage billederne, havde Gitte lige været til strandfodboldstævne på Amager.

Så vi aftalte, at mødes ved fodboldklubbens hus ved Kløvermarken og tage den derfra.

Jeg begyndte med det, der lå lige for: fodbolden.

Så vi gik ud på den nærliggende fodboldbane og tog nogle lidt klassiske billeder: fodboldspiller ved et mål.

Efterfølgende kørte vi til Amager Strandpark og gik ud til de grå betonhuse, der altid giver mig mindelser om de tyske bunkers på vestkysten, jeg rendte rundt på i mine sommerferier.

Her blev det til nogle portrætfotos i den stille regn.

Dopingdelen kunne vi ikke rigtigt illustrere, så det blev ved det.

Jeg kørte Gitte tilbage til klubhuset og kørte selv hjem for at lave billeder.

Continue Reading

Bestyrelsen: Gruppeportræt for Invisio Communications


 

Den sidste opgave i 2014 var for Invisio Communications.

Da jeg blev kontaktet troede jeg, at Communications var lig med kommunikation, som indenfor medieverdenen.

Men Invisio arbejder med radiokommunikation og leverer produkter til blandt andet forsvar, brandvæsner osv.

Jeg skulle tage et billede af bestyrelsen, der var samlet til møde i firmaets danske hovedkontor på Avedøre Holme.

Jeg fik anvist et pænt stort lokale, desværre med lavt til loftet og med mødebord og stole i den ene ende.

Så øvelsen gik ud på, at få skabt så meget plads i dybden, rydde bord og stole væk, at jeg kunne få den seks personer store bestyrelse med på et billede.

Endvidere var der ikke så højt til loftet, at jeg kunne hæve mine lamper og derved få kastet lys på personerne i anden række.

Derfor havde jeg et hovedlys sat så højt op som muligt, ved siden af kameraet.

Der udover placerede jeg en lampe på hver side, den ene bouncet ind i væggen og op i loftet og den anden med en gennemlysningsparaply rettet mod motivet.

Derved kunne jeg godt få belyst alle personer pænt i samme billede.

Næste udfordring var, at få alle personer til, at stå afslappet (være fortrolig med kameraet) og samtidig udstråle erhvervsleder.

Jeg havde lagt lys på receptionisten, som jeg havde fotograferet på samtlige placeringer, hvor jeg ville have bestyrelsen til, at stå, inden jeg fik bestyrelsen linet op til foto.

Herefter skød jeg 25 billeder af bestyrelsen samlet og det lykkedes mig, at få et billede hvor alle stod godt og havde et brugbart udtryk i ansigtet.

Continue Reading

Tømrerfirmaet: Hjemmesidebilleder for HSR Tømrer og partner A/S


 

Mens sneen stadig dækkede det meste af Sjælland, havde jeg glæden af, at lave hjemmesidebilleder til tømreren i min BNI-gruppe.

Han ville gerne have billeder fra to byggepladser, hvor de var i gang med forskelligt arbejde.

Vognserup Herregård ved Holbæk, hvor tre mand fra firmaet var i færd med, at restaurere en lade.

Det foregik efter de gamle metoder med 10 x 10 tommer bjælker og trænagler og bolte.

Den anden plads var ved Jyllingehallerne, som skulle mere eller mindre genopbygges efter en brand raserede de næsten færdigrenoverede haller i sommeren 2014.

Her var det mest gipsarbejde, der var at fotografere.

I Vognserup fik jeg som sagt lejlighed til, at fotografere arbejde efter gamle metoder.

Dog blev der brugt maskiner til en del, men som sagt ingen skruer, men kun trænagler og bolte.

Det var arrangeret, så der var lidt forskelligt at fotografere og det gav en masse billeder af håndværkere i aktion.

I Jyllingehallerne var det gips de gik og satte op.

Hurtige og effektive (det fik mit private renoveringsprojekt til at blegne en smule) var folkene til, at måle og skære pladerne og til at sætte dem op.

Et par dage senere var jeg også på firmaets adresse i Rødovre for, at tage profilbilleder af nogle af medarbejderne.

 

Continue Reading

Direktøren: Portrætbilleder til CEO Magazine Europe/SEESmedia.dk


 

 

Mens det stadig var vinter, var jeg en tur i Ballerup og besøge alle selvstændiges onde ånd, firmaet bag NEM ID – Nets!

Her skulle jeg tage portrætter af deres direktør Bo Nilsson til bladet CEO Magazine Europe, der henvender sig til toppen af erhvervslivet, med dets portrætter af topledere.

Jeg havde fået, at vide at jeg ikke havde ret lang tid, nok kun 30-45 minutter!

Det var jo rigeligt, men det skulle vise sig, at blive til 20-25 minutter i stedet.

Men sådan er det jo ofte.

Jeg mødtes med kommunikationschefen på stedet og sammen gik vi rundt i domicilets lange snørklede gange og fandt et par locations.

Et tidligere garderobeområde, med nogle fede loungemøbler og bordeauxfarvede vægge var første location.

Anden location var Bos kontor.

Jeg ankom mens det stadig var lyst og havde egentlig udset mig indgangspartiet, som tredje location, men det måtte jeg droppe på grund af, at lyset var forsvundet da jeg endelig kunne komme i gang.

Bo var nem, at have med at gøre og da jeg kun arbejdede med en lampe, kunne jeg hurtigt lave 4-5 forskellige situationer i loungeområdet og det samme på hans kontor.

Så hans og kommunikationschefens undskyldninger om manglende tid, blev accepteret.

Jeg synes i hvert tilfælde at det blev et hæderligt resultat.

Continue Reading

Atleten: Redaktionelle portrætter af Poul Erik Andersson for Horsens Folkeblad/Polfoto.


 

Den sidste i rækken af tidligere DR-sportsjournalister, Poul Erik Andersson, fotograferede jeg forleden ude i Bagsværd.

Jeg havde godt nok undret mig over, at vi skulle mødes i SuperBests cafeteria, men det var der en god forklaring på.

Poul Erik holder den journalistiske form ved lige, ved at lave pr for supermarkedet i den by han har boet i siden 1979.

Så står man der og ved ikke hvor man skal tage nogle gode portrætter henne og Poul Erik tørt svarer: ”Der er sgu ikke nogle steder her i nærheden og tage billeder”

Vi gik over på den anden side af vejen, til en boligforening, hvor der var noget grønt.

Her kunne jeg tage lidt billeder og så tog jer nogle med nogle af husene på vejen i baggrunden.

Inden vi sagde farvel og han forsvandt ind til interviewet med journalisten tog jeg lige et par tætte portrætter af ham, med en sølvreflektor, som eneste lys.

Han insisterede på, at jeg tog nogle billeder af ham med hue: ”For der er ikke nogle, der kan kende mig uden hår”!?

 

Continue Reading

Centerchefen: Redaktionelle portrætter af Allan Agerholm for Horsens Folkeblad/Polfoto.


 

Sidst i januar måned var jeg et smut i Bella Center, sammen med en journalist for, at tage billeder af Allan Agerholm, der er chef for Bella Center og Forum.

Jeg fotograferede også Allan, da han var chef for Crown Plaza for nogle år siden.

Mens han blev interviewet tog jeg nogle billeder af ham og da journalisten havde sagt farvel, brugte vi en god halv times tid efterfølgende på, at tage portrætter flere forskellige steder i centeret.

Der var som altid travlt, denne gang med opstilling til den forestående modeuge, men Allan tog sig god til at lade sig fotografere.

Vi tog billeder i selve Bella Center og ovre i konferencecentret, hvor de siden jeg var her sidst, har fået ny indretning med mange farver på møbler og vægge.

Til sidst lavede vi et par opstillinger udenfor.

Continue Reading

Autoværkstedet: Gruppebillede hos Bilia Albertslund


 

Bilia, som blandt andet forhandler Renault, skulle bruge et samlet billede af personalet i deres afdeling på Roskildevej i Albertslund.

Jeg havde før billedet skulle tages, været ude og tale med filialchefen og se på hvor billedet skulle tages.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at det skulle tages foran forretningen, med personalet linet op med et skilt i baggrunden.

Men det mente chefen ikke ville være godt, da vi kunne risikere, at det regnede, så vi rykkede i værkstedet.

Vi fik arrangeret, at der blev sat forskellige Renaultmodeller på liftene, der står i en halvcirkel, som blev løftet til arbejdshøjde.

På gulvet imellem liftene, blev personalet så stillet i spredt orden, mens jeg fra en 4-5 meter høj stige havde det forkromede overblik.

Desværre kunne jeg ikke fotografere med kameraet på stativ, som jeg plejer, så jeg skulle fedte lidt med at klone hoveder med lukkede øjne og et bord der skulle fjernes, efterfølgende.

Trods det forhold, at jeg kun havde to 500 watts lamper og en enkelt 300 watts med til, at lyse det store lokale op, gik det egentlig meget godt.

Billedet blev efterfølgende trykt som banner til facaden.

Continue Reading

Boksekommentatoren: Redaktionelle portrætter for Horsens Folkeblad Folkeblad/Polfoto


Claus Borre er for undertegnede (og sikkert mange andre) synonymt med boksning på tv.

Al den tid jeg kan huske har han kommenteret de store boksekampe.

Hvem husker ikke skandalekampene ved boksning ved OL i Seoul i 88, hvor de lokale boksere blev båret frem af korrupte og købte dommere?!

Her var lydtapetet Claus Borres forargede stemme man husker.

Jeg skulle portrættere ham til Horsens Folkeblads serie om monopolets stemmer.

Journalisten skulle mødes med ham på Esters Spisehus i Hellerup, som Claus Borre bor i nærheden af, efter hans hus blev jævnet med jorden, da den nye Nordhavnsvej på Østerbro skulle bygges. (undskyld min lokale kommentar, men jeg fulgte sagen i lokalsprøjten og det var et perfekt udgangspunkt for en småsnak under vores fotosession)

Den foregik i gården bag ejendommen hvor restauranten lå.

Det var bidende koldt og blæsende, men her var der læ og sol.

Det blev til nogle portrætter med gårdens elementer i billedet og en længere snak om Borres hus og en senere kræftsygdom.

Ganske fremkommelig herre at fotografere – det hjælper at udvise noget interesse for sine kilder.

Jeg havde kun parkering i 30 minutter, hvilket lige rakte til fotografering og snak.

Jeg gik ned til bilen og han gik ind til journalisten og den ventende frokost.

Continue Reading

Karrierepigen: Redaktionelle portrætter for Vejle Amts Folkeblad/Polfoto


 

I sidste måned mødtes jeg med Anne Nielsen ved Bagsværd Roklub.

Jeg skulle tage nogle portrætter af hende i forbindelse med hendes stop, som elitekajakroer.

I en alder af 24 år, var hun simpelthen blevet træt af den daglige og hårde træning, og var nået til den konklusion, at hvis hun skulle stoppe skulle det være nu.

Der var ellers ol-udtagelse i udsigt og i løbet af vores fotosession forsøgte jeg at finde et svar på hvordan man bare sådan stopper fra den ene dag til den anden.

Jeg ved ikke om jeg nåede til et svar – udover ovennævnte – træthed.

Det er heller ikke mit job som fotojournalist, at fritte kilderne for deres historie og holdninger, men nysgerrighed er lidt af det der driver mig i mit job.

Sportsredaktøren havde bedt om nogle billeder med kajakken på billederne, som en sekundær ting, netop fordi Anne nu havde lagt sporten på hylden.

Faktisk havde hun ikke været i klubben siden september, så hun var faktisk spændt på om hun stadig kunne genkende og finde sin 30.000 kroner dyre båd.

Det kunne hun.

Hun bar den i et snuptag ud på bådebroen hvor vi arrangerede den og hendes pagaj list tilfældigt og jeg fik så efterfølgende hende til, at placere sig i forhold til den.

Jeg tog også et lidt søgt billede – sportsredaktørens idé – pagajen stukket ned i en skraldespand!

Havde vist forestillet sig, at man kunne få kajakken til, at stå der, men det gør man ikke med så dyr en både – heller ikke selv om den ikke umiddelbart skulle sejles i.

 

 

Continue Reading

Stemmen: Redaktionelle portrætter af Svend Gehrs for Horsens Folkeblad/Polfoto.


 

Forleden dag var det Hans Grønfeldt, jeg skulle portrættere til Horsens Folkeblads serie om sportens stemmer.

Nu var det Svend Gehrs tur til, at blive interviewet og fotograferet.

Journalisten havde aftalt, at mødes på restaurant Teglkroen i Teglgårdsstræde i København, hvor jeg stødte til da de var et stykke inde i deres samtale.

Jeg sad nogle minutter og lyttede indtil journalisten spurgte om jeg ville ud og tage nogle portrætter, så jeg kunne komme videre.

Jeg tog nogle tætte portrætter af Svend siddende ved et bord i restauranten.

Med ansigtet vendt mod vinduet og en reflektor i skødet, blev der et ok naturligt lys i det halvmørke lokale.

Bagefter skød vi nogle flere billeder ude på gaden inden jeg smuttede videre.

Continue Reading

Kommentatoren: Redaktionelle portrætter af Hans Grønfeldt for Horsens Folkeblad/Polfoto.


 

 

Jeg er så gammel, at jeg kan huske da journalisten Hans Grønfeldt kommenterede sport i tv.

Det var i monopolets dage i 70erne, hvor brillerne var så store som vinduesruder og flipperne på skjorterne så lange som en velvoksen hånd.

Senere blev han producer og stod bag en del fodboldkampe og meget andet i sportens verden.

Sammen med en journalist var jeg på besøg hos Hans i huset i Farum for, at snakke om gamle dage.

Det var desværre et afteninterview, så der var intet dagslys at drage nytte af.

Journalisten og Hans sad i dagligstuen.

En enkelt lampe stod placeret skråt bag ham og der udover var en enkelt lampe tændt over spisebordet et stykke væk, samt en lampe på journalisten og min side af sofabordet.

Jeg satte min speedlite op på kaminhylden og bouncede den op i det mørke træloft og skød det bedste jeg havde lærte.

Gardinerne bag ham tog heldigvis de fleste refleksioner fra flashen og standerlampen bag ham og varmfiltret på flashen havde heldigvis nogenlunde samme farve.

Et stykke inde i interviewet holdt vi en pause og jeg tog et par tætte portrætter i lyset af standerlampen og reflektoren jeg fik Hans til, at holde under sit ansigt.

Jeg tog også det jeg kalder et pligtbillede: hovedpersonen foran alle akkrediteringskortene, der hang på deres snore i det lille kontor ved entréen.

Jeg pakkede sammen og sagde tak for i dag og kørte hjem i snevejret.

Continue Reading

Den musikalske minister: Portrætfotos af skatteministeren for HK Handel.


 

 

 

Forleden dag skulle jeg sammen med en journalist fra HK Handel til et interview med Benny Engelbrecht.

Jeg havde aftalt med journalisten, at jeg skød nogle portrætter af ministeren inden interviewet begyndte og så tog nogle ekstra billeder under interviewet, så jeg ikke skulle sidde og vente og kunne komme på en opgave efterfølgende.

Skatteministeriet ligger ikke på Slotsholmen, som mange andre ministerier, men nogenlunde lige overfor i en moderne bygning på Christianshavn.

Jeg kan bedre lide de gamle bygninger derovre end glashusene, der ligger som perler på en snor fra udenrigsministeriet, over Nordea og så skatteministeriet.

Ministerens kontor er ikke særligt inspirerende, så jeg blev glad da der på kontorets gulv stod både en guitarkuffert og en forstærker!

Jeg vidste godt, at han spillede og at han har stået i en musikforretning, men havde ikke lige ventet det her.

Det viste sig, at han skulle spille til Danmarksindsamlingen dagen efter.

Nå, men det var jo en oplagt mulighed for lidt liv i nogle ellers nogle gange kedelige ministerportrætter.

”Men så skal guitaren også pakkes ud! Det er jo en Gibson Les Paul”, sagde han smilende.

Desværre var det ikke hans egen, men en han havde lånt.

Jeg lavede også et par ”politikerportrætter” og så nogle i begyndelsen af interviewet.

Continue Reading

Studieværten: Redaktionelle portrætter af Louise Dresig fra DR Sporten til Vejle Amts Folkeblad/POLFOTO


 

 

En måned før jul 2014 cyklede jeg fra kontoret på Vesterbro via Cykelslangen over Bryggebroen og over Fælleden i det tiltagende vintermørke for at ende ved DR Byen.

Her skulle jeg mødes med Louise Dreisig fra DR Sporten, der er en af værterne på programmet Liga.

Historien var ikke, som så mange gange før, bundet op på hovedpersonens tilknytning til mediets hjemby Vejle, Louise er fra Århus, men på sportsredaktørens fascination af sport og i særdeleshed, Ligastudiets udsmykning med utallige fodboldtrøjer.

Louise hentede mig nede i receptionen og vi kørte op i elevatoren op til studiet øverst oppe over det store newsroom.

Studiet var som radiostudier mange gange er: lille og mørkt, men i dette tilfælde var det dog en smule lysere grundet de mange spillertrøjer på væggene.

Da Louise var alene i studiet og ikke skulle lave udsendelse, var det begrænset med muligheder for foto.

Så jeg bad hende sidde og tale med mig ind i mikrofonen og lade som om hun var i færd med en udsendelse.

Efterfølgende tog jeg nogle portrætter af hende foran de mange spillertrøjer.

Jeg fandt også henholdsvis en Vejle og en Horsenstrøje, som jeg også tog nogle billeder af.

Continue Reading

Portræt fra en Thai Takeaway: Redaktionelle billeder til Lolland Falsters Folketidende/POLFOTO


 

 

I december skulle jeg et smut forbi en den lille Thai Takeaway i Torvegade, Green Mango, og fotografere Mathias og hans thailandske hustru Khwan.

Billederne var til Lolland Falsters Folketidende og handlede om Mathias og hans oplevelser under tsunamien for 10 år siden.

Mathias boede på det tidspunkt på Phi Phi øerne hvor han drev en dansk restaurant.

Journalisten havde lavet interviewet, så jeg var der alene, og spurgte ind til historien dels af interesse og dels for, at finde ud af hvordan jeg skulle tage billederne af parret.

Det er altid svært, at tage billeder til historier, der rent fysisk foregår et helt andet sted end hvor de skal fotograferes, så det bliver ofte noget halvgjort noget.

Det var ikke muligt, at fotografere udenfor, da regnen stod ned i stænger og parret og en ansat var i fuld gang med, at klargøre maden, til når restauranten åbnede en times tid senere.

Derfor bad jeg Mathias om, at gøre noget mens jeg fotograferede ham: sætte stole frem, fylde køleskabet, tjekke kassebonerne med mere.

Da jeg bad om et par billeder af Khwan gik hun straks i gang bag gryderne i det åbne køkken.

Jeg tog også et par billeder af dem sammen og nogle enkelte opstillede portrætter af Mathias alene.

Continue Reading