Blog Archives


Plant Power Food: Mad- og reportagebilleder for Media Movers og Jyllands Posten


Tirsdag i sidste var jeg på restaurationsbesøg.

Det var hos Neel Engholm i hendes restaurant Plant Power Food på Fælledvej på Nørrebro.

Som navnet måske antyder, er der ikke skyggen af animalske produkter i den mad hun serverer.

Opgaven kan synes op ad bakke for en kødspiser som undertegnede: veganerjulemad!

Men det skulle vise sig, at mine fordomme om kedelig veganermad blev gjort til skamme.

Mere om det senere.

Neel har været veganer siden hun var 19 og driver udover restauranten et cateringfirma.

Artiklen fokuserede på det dilemma, der kan være omkring jul – hvordan laver man mad til de familiemedlemmer, der ikke spiser kød?

Neel havde et godt bud.

Mens vi snakkede om det at være veganer, maden og hvad det præcis indebærer (udover ikke at røre animalske produkter) fremtryllede hun en komplet julemenu.

På tallerkenen var en “leverpostejmad” (undskyld, men bliver nødt til, at lave en reference til mad med kød) det vil sige nøddepaté, toppet med dehydrerede portobellosvampe, champignons og dertil mos af kartofler og søde kartofler.

Ved siden af var der rødkål og misosauce.

Som snack var der dehydreret lilla grønkål og til dessert en lækker chokoladekage (som I ikke gætter hvad var lavet af)

Jeg havde taget min Profoto lampe med for, at være sikker på, at have noget godt lys til madbillederne.

Reportagebillederne blevet klaret i det forhåndenværende lys.

Da jeg havde fået taget madbillederne og smagt på den dejlige mad (og jeg lyver ikke) og en skøn kage, som var lavet af søde kartofler!, var det tid til nogle portrætbilleder.

Jeg fik Neel til, at sidde ved et bord i restauranten og stå ved vinduet.

Alt i alt brugte vi en god times tid på opgaven, som kan synes lang, men vi snakkede så godt sammen og som den nysgerrige person jeg er stillede jeg en masse spørgsmål:)

Godt mæt forsvandt jeg ud i decembermørket på vej til næste opgave.

Continue Reading

Facility Manageren: Portrætfotos taget til bladet Erhverv Danmark for MediaMovers.


En dag i november satte jeg mig ind i min bil og kørte en ganske kort tur.
Nærmere bestemt 1,5 kilometer fra El Fabrico til World Trade Center på Borupvang.
Her skulle jeg tage portrætter af Svend Bie fra Dansk Facility Management.
Jeg fandt ud af at jeg havde været på adressen en gang tidligere, da Siemens havde kontor der, så jeg fandt ret hurtigt nogle gode inden- og udendørs locations i det lidt specielle betonbyggeri.
Jeg begyndte med at stille min flashlampe op inde i forhallen ved den lysinstallation, der var længst væk fra dørene.
Her var der mulighed for både at arbejde med lyset i installationen og lyset fra lampen.
Svend var ret nem at fotografere og gav sig god tid til det.
Vi gik også ud på balkonen bag caféområdet hvor han tog opstilling et stykke væk og jeg skød med en lang brændvidde.
Vi sluttede af ude ved hovedindgangen hvor der også var gode muligheder for at lave nogle interessante billeder.

Continue Reading

Skolernes motionsdag: Droneoptagelse for Skolen ved søerne


Til skolernes motionsdag den 13. oktober var jeg blevet spurgt om jeg kunne flyve drone ved Sankt Jørgens Sø i København.

Hm, kan man det?

Jeg tjekkede Google Maps og fandt, at bredden på volden ved Kampmannsgade på den sydlige søbred var nok til, at danne en sikkerhedszone på minimum 15 meter.

Opgaven var at flyve over søen og filme børn fra Skolen ved søerne, der i dagens anledning, havde taget opstilling langs bredden hele vejen rundt.

Jeg havde aftalt med den lærer der havde kontaktet mig, at han og de elever, der skulle stå i området, skulle være behjælpelige med at oprettet sikkerhedszonen for mig.

Planen var at få elever og lærere til, at danne en mur af mennesker på hver sin side af mig, når dronen skulle i luften.

Således blev det.

Det blev til et batteri, godt 20 minutters flyvning, langs søens breder.

Det er en speciel oplevelse, at flyve på et så centralt sted i København.

Fra min plads ved Kampmannsgade kunne jeg ane Søpavillionen i det fjerne og på skærmen se morgenlyset, trafikken og skoleeleverne med bygningen og de andre søer i baggrunden.

Hver gang jeg passerede de mange børn vinkede, dansede og hujede de og skulle man være i tvivl om deres engagement, så kan man bare se på optagelserne.

Da jeg skulle til, at lande måtte jeg lige vente et øjeblik, så afspærringen var på plads, da der var nogle elever fra nogle andre skoler, der ikke var helt tilfredse med at blive holdt tilbage under deres løbetur.

Men det gik fint og så snart dronen ramte jorden myldrede de forbi.

Det er min gode kollega Michael Jensen, der ikke var hjemme til, at tage opgaven der har klippet denne lille film sammen.

Continue Reading

Formændene: Portrætfotografering for Freelancegruppen


Som medlem af Dansk Journalistforbund er jeg også medlem af to specialgrupper.

Den ene er Pressefotografforbundet, der som navnet antyder, er for fotografer.

Den anden er Freelancegruppen, der er for freelancere indenfor journalistik, tv, fotografi, grafik osv.

Freelancegruppen blev stiftet for 40 år siden i år .

I den forbindelse blev jeg bedt om, at tage en række portrætter af tidligere og nuværende formænd og bestyrelsesmedlemmer af denne gruppe.

Det skulle have et magasinagtigt præg, så jeg lagde lys med min Profoto flashlampe, som enten blev skudt direkte på de portrætterede eller bouncet i vægge eller lofter.

Der blev skudt nær, halvnær og totalt, så der var et godt udvalg af billeder af hver person.

Det blev til fotografering af Benno Arnt i og ved hans hjem på en varm sensommerdag i Hørsholm.

En fotografering af Peter Riis i både sydhavnen og i Dragør.

Peter er ikke aktiv journalist mere, men sejler på et vindmølleskib i Østersøen og synes at det var godt med noget vand på billederne, så vi tog til Dragør Havn efter fotografering i hans kolonihavehus.

Lis Backe blev fotograferet i og ved sit hjem i Værløse.

I Emdrup fotograferede jeg Jan Winsløw i hans lejlighed og udenfor på fællesarealerne.

Vores næstsidste formand Iben Danielsen bor i noget af det nybyggede på Amerika Plads på Østerbro.

Det regnede, så udendørsbillederne klarede vi med bouncet flash op i taget, der er over indgangspartiet til ejendommen.

Vores nuværende formand Sus Falch bor i Haraldsgadekvarteret ligeledes på Østerbro.

Da jeg havde taget billeder af dem alle både ude og inde, insisterede jeg, trods styrtregnen, på også at fotografere hende udenfor.

Fluks havde Sus fundet haveparasollen frem, som jeg så satte op i forhaven og kunne have mig selv og min flashlampe under.

 

Continue Reading

Spillehallerne: Ejendomsfotografering for Casino House


I maj måned var jeg på rundtur til lokationer jeg ellers aldrig kommer på.

Jeg havde fået en opgave for Casino House, en kæde af spillehaller, der har 15 butikker hovedsageligt i Storkøbenhavn, men også i Kalundborg og i Helsingør, som jeg skulle lave.

Fra de forskellige spillehaller skulle jeg lave billeder af interiøret og udvalgte facader.

Jeg skulle kun fotografere interiøret, maskinerne, rygekabinerne, men ingen personer.

Det viste sig, at være en fordel, at der ikke skulle være mennesker på billederne.

Der var engang imellem nogle, der var lidt skeptiske i forhold til, at jeg var der og skulle tage billeder, men det fik jeg som oftest klaret ved bestyreren af den enkelte spillehals mellemkomst.

Bestyrerne var i de fleste tilfælde klar over, at jeg kom og hvis ikke klarede de formaliteterne med en opringning til ejeren.

I opgavebeskrivelsen stod noteret ned hvilke maskiner jeg skulle fotografere (det var altid de samme i alle hallerne), om jeg skulle fotografere facaden, om der var rygekabine og om der var tips og trav fra Danske Spil, der skulle fotograferes.

Interiøret i hallerne var oftest i den mørke afdeling så det var med kameraet på stativ og jeg endte med næsten udelukkende at bruge min 8-15 mm.

Det skulle vise sig at være en fordel for da jeg var næsten færdig fik jeg at vide at formatet på billederne var tæt på 1:3, det vil sige meget fladt og panoramaagtigt.

Men det kunne sagtens lade sig gøre at beskære billederne efterfølgende.

Continue Reading

Taginspektionen.


For en ejerforening på Frederiksberg var jeg i sidste uge ude og foretage en taginspektion med min drone.

Foreningens bestyrelse ønskede, at få inspiceret taget, da man går i overvejelser om man skal reparere det nuværende eller lægge et nyt.

Jeg havde ved en tidligere lejlighed været ude på stedet og besigtige forholdene og konstatere om jeg kunne flyve lovligt.

Det kunne lade sig gøre hvis vi under inspektionen af den ene ende af huset afspærrede fortovet, hvilket jeg fik formanden til og kunne nøjes med en delvis inspektion fra gårdsiden.

Her var det ikke lovligheden der var spørgsmålet, men de mange træer, der nogle steder stod ganske tæt på ejendommens facade.

Derfor kunne jeg heller ikke flyve hele vejen langs huset, men som det blev sagt kunne de inspicere denne del af taget fra de øverste lejligheders altaner.

Formanden var glad, de havde sparet penge og tid ved, at bruge mig og min drone i stedet for en lift.

Nu havde bestyrelsen noget, at gå til rådgiver og generalforsamling med og billeder og video var tilgængelig en time efter, at jeg var kørt til mit kontor.

 

Se mere om droneinspektion her.

Continue Reading

Frimenighedspræsten: Portrætter for Grønbech og HKI.


Jeg fik en opgave af kommunikationsbureauet Grønbech.

Til en pressemeddelelse for deres kunde HKI, Hans Knudsen Instituttet, skulle jeg tage nogle billeder af præsten Claus Grønbæk fra Københavnerkirken.

Københavnerkirken er en frimenighed, der bruger Bethesda på Israels Plads til deres arrangementer.

Grunden til at jeg skulle fotografere Claus var, at han for et års tid siden havde fået hjernerystelse under arbejde med istandsættelse derhjemme.

HKI arbejder med at støtte mennesker og deres tilbagevenden og forbliven på arbejdsmarkedet uanset hvilke problemer de måtte have – herunder også en som Claus, der led kraftigt under sin hjernerystelse og kun for få måneder siden var tilbage i kirken.

En søndag hvor der skulle være gudstjeneste havde jeg aftalt med Claus, at komme forbi.

Så kunne jeg skyde nogle portrætter inden og under gudstjenesten.

Vi lavede nogle opstillede portrætter udenfor kirken og mens Claus gik rundt og talte med de mange mennesker forud for selve gudstjenesten.

Desværre skulle Claus først på scenen og sige noget til sidst i den halvanden time lange gudstjeneste, så det måtte jeg droppe.

Så da de havde været i gang i et kvarters tid med band på scenen og det hele gik jeg igen.

Det blev til en del gode opstillede portrætter og nogle reportagelignende portrætter.

Continue Reading

Tv-lægen: Portrætbilleder taget til MediaMovers og Jyllands Posten


En solrig lørdag for en måneds tid siden var jeg sammen med en journalist kørt til Bastrup Sø ved Lynge i Nordsjælland.

Her skulle vi mødes med Peter Qvortrup Geisling, som nok i de flestes øjne er kendt som tv-lægen og nu korrespondent, som det så fint hedder på DR, indenfor sundhed.

Hvad mange ikke ved er, at han har en stor passion for, at færdes i naturen og i særdeleshed at fiske, hvilket han gør når han har tid ved netop Bastrup Sø.

Vejret var godt og lunt med sol igennem de lette skyer.

Så det var helt perfekt til fotos.

Jeg havde taget en lampe med, så jeg kunne gøre det lidt lækkert og fra erfaring med en bryllupsfotografering lige netop her vidste jeg nogenlunde hvor langt vi skulle gå, så jeg ville godt tage lampe og batteri med.

Vi sonderede terrænet og ved selvsamme bådebro hvor jeg tog bryllupsportrætter i sin tid, satte Peter og journalisten sig og begyndte interviewet, mens jeg satte min lampe op og målte lys.

Jeg har ikke fisket siden jeg var ung og  jeg sammen med en kammerat sejlede ud i jolle syd for Århus og fangede torsk og fladfisk, men den her dag med Peter gjorde at man helt fik lyst til det igen.

På ingen tid havde han fanget tre-fire skaller ved hjælp af de medbragte dåsemajs, som jeg erindrer man også brugte i min barn- og ungdom udover sildefileterne.

Da de to have talt færdig lavede jeg nogle portrætter og lidt reportage (hvis man kan billeder af en stillesiddende mand, der kaster snøren ud) på broen og lidt portrætter inde på land.

Oppe ved bilen, der var pakket med fiskegrej, lavede jeg også et par portrætter mens Peter pakkede sammen.

Continue Reading

Konferencen: Billeder lavet for Shoptalk Europe Ltd.


Igen var undertegnede og nogle kollegaer blevet bestilt til at dække en stor konference i Bella Center.

Denne gang var det Shoptalk Europe, der i sin stil og opbygning minder meget om Money 2020, som vi har dækket to gange nu.

Til forskel fra de to foregående konferencer var jeg på allerede under opbygningen lørdag og søndag.

Her var de forskellige firmaer ved, at bygge stande eller ved at få bygget stande.

Der blev hamret, boret, savet og malet alle steder i hal C.

Det er ret imponerende at se hvordan en stak byggematerialer kan blive til en stor flot stand.

Som sagt var jeg der lørdag og søndag og her gik tiden mest med at fotografere ovennævnte.

Min kollega sluttede dog søndag af med, at fotografere en af de mange receptioner under konferencen.

Allerede mandag morgen klokken 7 var jeg på igen.

Her var det de mange deltagere, der skulle fotograferes når de blev registreret og fik udleveret konferencematerialer og programmer.

Langsomt kom der liv i det hele og de fotografer, der skulle fotografere oplæg i de fire “trackrooms” mødte op.

Alle oplæg i de fire rum skulle fotograferes, hvilket også gjorde sig gældende for alle keynotes på den store scene.

Til forskel fra tidligere var der en speakers lounge, hvor oplægsholderne til de fire tracks kunne opholde sig og et greenroom bag den store scene vor keynotetalerne opholdt sig, så det skulle vi også fotografere.

Ellers går dagene på en sådan konference med, at fotografere alt!

Som i alt, hvad der er af stande, boder, kiosker, skilte, sponsornavne, sponsorlounges og deltagere.

Alle billeder skal udstråle aktivitet og være pakket med deltagere – ingen tomme flader her.

Det er ret krævende, men med en minutiøst nedskreven plan udleveret af kunden, får vi fod på det hele og eventuelle tvivlsspørgsmål bliver afklaret undervejs.

Alle billeder blev uploaded til dropbox i både fuld størrelse og i en størrelse til de sociale medier, så der kunne twittes undervejs.

 

Continue Reading

De studerende: Portrætbilleder for Dansk Journalistforbund.


Fredag i forrige uge havde jeg fået til opgave, at portrættere tre studerende til Dansk Journalistforbund.

Det drejede sig om to studerende på DMJX i Emdrup, henholdsvis en grafiker og en tv-tilrettelægger samt en retorikstuderende på KUA.

Jeg havde egentlig forestillet mig, at tage billederne af dem på deres respektive uddannelsessteder, men tiden og logistikken betød, at det kom til, at foregå på deres hjemadresser og på KUA.

Den første boede i Badstuestræde i indre by, hvilket betyder minus parkering.

Da jeg ville bruge en Profotolampe til portrætterne betød det, at jeg måtte parkere i Slotsholmsgade og gå til stedet.

Det er heller ikke den store vej, så det gik fint.

Vi tog billederne nede i hendes baggård, hvor vi to gange blev forstyrret af biler, der skulle parkere, men ellers gik det fint.

De to andre jeg skulle fotografere var begge på Amager, så der kunne jeg parkere lige ved.

Den ene på Amagerbrogade, hvor jeg tog billederne i hendes lejlighed og den retorikstuderende ude foran bygningen på Njalsgade.

Continue Reading

IT-leverandøren: Hjemmesidebilleder taget for Comm2ig og Boye og Spellerberg.


I begyndelsen af året tilbragte jeg to halve dage hos it-firmaet Comm2ig i Kokkedal Industripark.

De skulle have taget billeder til deres nye hjemmeside, en opgave som jeg havde fået igennem kommunikationsbureauet Boye og Spellerberg.

Opdraget var reportagebilleder fra deres kontorer og lager i Kokkedal.

Umiddelbart en svær opgave, da mennesker bag computere sjældent er nemt, at lave gode billeder af.

Men det skulle vise sig, at være anderledes hos Comm2ig.

Lokalerne var højloftede, med vinduespartier fra gulv til loft og med arbejdsstationerne i det meste af lokalet i lang afstand fra hinanden.

Således kunne jeg med min 100 mm sidde i ro og mag og fotografere medarbejderne i det skjulte, hvilket ofte giver de bedste billeder.

Så er der nemlig ikke den bevidsthed om min tilstedeværelse, der gør den fotograferede nervøs eller på anden måde beklemt ved situationen.

Jeg var her som sagt to gange og imellem de to sessioner talte jeg med en medarbejder fra kommunikationsbureauet om hvordan billederne skulle være.

Jeg fotograferede både i kontoret (et stort rum med alle medarbejderne), kantinen, mødelokalet, receptionen og på lageret.

 

Continue Reading

Fællesskaberne: Gruppebilleder taget for Dansk Journalistforbund


Rigtigt mange af mine freelancekollegaer, fotografer som journalister, sidder i et kontorfællesskab.

Det gør jeg også – i Ballerup.

Journalistforbundet ville gerne have mig til, at besøge tre kontorfællesskaber i København, som medvirkede i en artikel om det særlige ved at sidde i et kontorfællesskab, som lige netop deres.

Det første sted jeg besøgte var Skriveværkstedet i Brolæggerstræde.

Her sidder 10 freelancere, som på hvert deres måde arbejder med bøger og udgivelse af disse.

Den dag jeg kom var der kun halvdelen af dem tilstede, men vi fik en sjette med, via et billede på en computerskærm.

Det næste fællesskab jeg besøgte, umiddelbart efter, ligger på Kong Georgsvej på Frederiksberg og hedder Tegnerkontoret.

Det ligger øverst i en af de mange villaer på vejen.

I lokalet med de skrå vægge var der fem af kontorfællerne til stede da jeg skulle fotografere til dem.

Ugen efter besøgte jeg det toetagers kontorfællesskab, Sibirien, på Gammel Mønt i indre by, hvor vi tog billedet oppe på taget af ejendommen.

Continue Reading

Page 2 of 4